d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Fremtidens mobilnetværk rulles ud

18. oktober 2020 - kl.0:41 - af:

tdc

For at styrke den digitale infrastruktur i hele Danmark og åbne mobilnetværket med 5G, går TDC NET nu i gang med at forbedre den mobile infrastruktur. 5G-netværket er allerede åbnet i store dele af Danmark, og nu er turen kommet til Frederikshavn Kommune. TDC NET opgraderer samtidig også 2G-, 3G- og 4G-netværket, som vil forbedre hastighed og kapacitet.

TDC NET åbnede for sit 5G-netværk i store dele af Danmark den 7. september, og det forventes aktiveret så hurtigt som i Frederikshavn. Ved udgangen af 2020 er netværket i hele Danmark opgraderet til 5G-teknologien. For at komme på det nye 5G-netværk, kræver det et 5G-abonnement og en mobiltelefon eller et andet device, der understøtter 5G-teknologien.

”Danskernes dataforbrug stiger med cirka 40 pct. om året, og det stiller større krav til netværket. I TDC NET ser vi det som vores opgave at sikre, at alle i Danmark har adgang til en stærk digital infrastruktur. Derfor gør vi nu klar til 5G og opgraderer samtidig mobilnetværket over hele landet og udbygger dermed fundamentet for den digitale fremtid i Danmark. Det betyder allerede nu en forbedring af hastighed, og når vi snart åbner for 5G, så får Frederikshavn adgang til fremtidens netværk,” siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC NET.

Digitale løsninger kan effektivisere hverdagen
Opgraderingen af mobilnetværket imødekommer også kravene, når flere ting udstyres med en mobilopkobling, så man fra sin mobiltelefon f.eks. kan styre varmepumpen i sommerhuset eller finde sin parkerede bil. Det samme er tilfældet i erhvervslivet, hvor intelligente sensorer er med til at effektivisere driften indenfor smarte løsninger i landbruget eller i industrien.

Når 5G bliver aktiveret, giver det mulighed for at tilbyde bl.a. sundhedsvæsnet og andre samfundsbærende institutioner som politi og beredskab en dedikeret plads på netværket, så alle opkald og data med sikkerhed altid kommer igennem – uafhængigt af hvor meget anden trafik, der er. Samtidig vil TDC NETs netværk med aktiveringen af 5G være forberedt på en hverdag med intelligent trafikstyring i kommunerne og digitale sundhedsløsninger i hjemmeplejen.

Opgraderingen af 4G-netværket betyder, at alle allerede nu vil opleve markant hurtigere down- og upload af data samt endnu bedre kvalitet på yndlingsserien på favorit-streamingtjenesten.

”I Frederikshavn vil man på TDC NETs mobilnetværk opleve markante forbedringer i forbindelserne. Og det bringer nye muligheder. 5G vil skabe fundamentet for digitale fremskridt, og TDC NET vil levere et mobilt netværk, som er skabt til en fremtid, hvor flere ting og maskiner bliver tilkoblet internettet,” siger Andreas Pfisterer, CEO i TDC NET.

Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune, siger:

”Det er afgørende for Frederikshavn Kommunes borgere, turister og virksomheder, at der er en fremtidssikret digital infrastruktur både i by- og landzoner. I denne tid, hvor rigtig mange af os har arbejdet eller været i skole hjemmefra, er det blevet endnu tydeligere. Derfor glæder jeg mig over investeringerne i bedre mobildækning.”

Så lidt forstyrrelse som muligt
Mobilopgraderingen i Frederikshavn kan betyde mindre driftsforstyrrelser i kortere perioder.

”I den aktuelle situation med Covid-19 vurderer vi 2G-, 3G- og 4G-dækningen i området, inden vi går i gang med opgraderingen. Det gør vi for at sikre, at vi opretholder maksimal mobildækning ved hospitaler og andre samfundskritiske funktioner. Når vi opgraderer den enkelte mast, flytter mobildækningen midlertidigt til en anden mobilmast i området og overtager dækningen for at minimere driftsforstyrrelser i nærområdet,” siger Andreas Pfisterer.

2 kommentarer til: “Fremtidens mobilnetværk rulles ud”

  1. Karl Nielsen den: 18 oktober - 2020 07:31

    Det er meget godt med opgradering til 5G-netværk, men det hjælper desværre ikke i de områder, der har så svagt mobilsignal, at man ikke kan modtage eller afgive opkald på mobilnettet. Området ved Engbæk mellem Lyngså og Sæby er et af disse områder. Da det er et tyndt befolket område, vil ingen af mobiludbyderne gå ind og sørge for en tilfredsstillende mobildækning, da der ikke er et økonomisk incitament i det. Jeg forstår ikke, hvorfor samfundet ikke går ind og støtter en etablering af en tilfredsstillende mobildækning i sådanne områder. Denne støtte kunne være et ufravigeligt krav til udbyderne om, at de også skulle dække de tyndtbefolkede områder, hvis de ville have en sendetilladelse. Alternativt kunne det være en direkte økonomisk støtte til udbyderne for at etablerede dækningen.

  2. Karsten Munk den: 19 oktober - 2020 13:42

    fra : m.dk > Nordjylland har kortlagt sin mobildækning og vil samarbejde om fremtidens løsninger
    15. JUNI 2016
    Det langsigtede mål med kortlægningen er, at de nordjyske kommuner og Regionen gerne vil indgå i et tæt samarbejde med telebranchen om bedre løsninger i Nordjylland. For man erkender, at der skal et offentligt-privat samarbejde omkring digital infrastruktur til de steder, hvor de frie markedskræfter ikke selv sikrer en fremtidssikret dækning med mobil og bredbånd.

    Med kortlægningen har Regionen og de nordjyske kommuner nu en komplet måling, der giver et reelt billede af dækningen i Nordjylland. Ikke mindst i områder med mangelfuld dækning, som med fordel kan prioriteres i den fremadrettede dialog med teleleverandørerne om at mindske barrierer for etablering af bedre dækning i Nordjylland. Samtidig skal kortlægningen danne grundlag for fremtidige udbud og forhandlinger samt målopfyldelse på såkaldte SKI-aftaler mellem det offentlige og private leverandører.” citat slut

    5G er en hel ny teknik der også kræver nye smartphones.

    Der er ingen grund til at glæde sig for tidlig med 5G, der kommer til at gå mange år før alle får glæde af teknologien. Tænk på hvor mange der stadig kæmper med langsom-eller slet ingen mobildækning. Det burde være klaret for længe siden.

    Oven i logistikken med at oprette 5G og økonomien, er der spørgsmålet om sundhedsrisiko. Tilhængere siger det er ufarlig, skeptikere det modsatte.

    Døm selv.

    Corona kom bag på de fleste, selv sundhedsstyrelsen og førende virologer. Jeg håber ikke vi skal ud i samme sundhedsproblem med 5G fordi “money talks”

Skriv en kommentar......