d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Børn på sommerlejr trods Corona

30. september 2020 - kl.13:14 - af:

Abdul Hassan_ferielejr (1) kopier

Med særlige donationer fra frivillige lykkedes det Røde Kors i Sæby at give fem børn mulighed for at komme med på årets ferielejr på Vesterskov Lejrskole nær Brønden.

Corona-krisen rammer også de velgørende organisationer. Med lang tids nedlukning af genbrugsbutikken i Sæby, og generelt få muligheder for at lave arrangementer, har årets indtjening været begrænset. Det gør det vanskeligt at gennemføre de aktiviteter, som afdelingen står bag i løbet af et normalt år. Men med særlig hjælp fra frivillige donationer kunne Røde Kors alligevel sende fem børn af sted til den ferielejr, som hvert år arrangeres af Ungdommens Røde Kors på Vesterskov Lejrskole. Her tilbydes en uges ferie til børn, som har særligt behov for en uges afbræk fra hverdagen.

Røde Kors i Sæby er meget taknemmelige for disse særlige bidrag, der gjorde det muligt at give børnene en uge med mange gode oplevelser, herunder en tur i Fårup Sommerland.

“Hvert år kan vi se, hvor vigtig denne uge er”, fortæller Inger Ejstrud, formand for Røde Kors i Sæby. “Forældrene har meget positive kommentarer, og børnene har nydt at være med. De har fået nye venner og roser de, som de siger, fantastiske voksne, der frivilligt bruger en uge af deres ferie på at give børnene oplevelser, møder dem med de udfordringer de har, og giver dem ro til at være sig selv”.

De gode tilbagemeldinger fra børn og forældre gør det ekstra vigtigt for afdelingen, at det også i år lykkedes at sende børn af sted på ferielejren.

 “Der er ingen tvivl om, at det er en stor oplevelse at deltage, og hvert år kommer der henvendelser, om det kan være muligt at deltage igen, både fra børn og forældre”, fortsætter Inger Ejstrud, som ser frem til, at afdelingen forhåbentlig igen kan skabe plads til flere børn fra Sæby-egnen til næste år.

Skriv en kommentar......