d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Bliv vaccineret gratis mod influenza på apoteket

29. september 2020 - kl.1:45 - af:

apotek1-600x250

Fra 1. oktober kan alle, der er fyldt 65 år, få en gratis influenzavaccination på Sæby Apotek og Østervrå Apotek. Det gælder også borgere i en række risikogrupper. Tilbuddet gælder i hele apotekets åbningstid.

Efteråret er skudt i gang, og med det kommer influenzasæsonen. Det kan betyde muskelsmerter, kulderystelser, træthed, hovedpine og feber. En omgang influenza kan være særdeles ubehagelig for alle, men for nogle kan sygdommen blive alvorlig og i værste fald dødelig.

Risikoen for et alvorligt forløb stiger, hvis man er fyldt 65 år eller tilhører en risikogruppe. Derfor kan det være en rigtig god idé at blive vaccineret, hvis man tilhører en af disse grupper – ikke mindst i år, hvor der samtidig er risiko for at blive smittet med COVID-19.

”I den aktuelle situation med COVID-19 er det en ekstra god ide, at lade sig vaccinere mod influenza, da en kombination af influenza og COVID-19 kan være en farlig situation. Endvidere vil udelukkelse af influenza kunne reducere presset på COVID- 19 testcentrene.” siger Preben Smed Jeppesen, apoteker på Sæby Apotek

Et beskyttende stik

En influenzavaccination beskytter mod sygdommen ved at introducere kroppens immunforsvar for død virus. Kroppen danner herefter antistoffer, der kan uskadeliggøre levende virus, hvis den kommer ind i kroppen. Antistofferne bliver i kroppen i op til et år, men er halveret allerede efter seks måneder. Blandt andet derfor er det vigtigt at blive vaccineret hvert år, forklarer Preben Smed Jeppesen.

Man skal ikke bestille tid, men kan komme forbi i hele apotekets åbningstid. Apotekets medarbejdere er uddannede i at vaccinere. Apoteker Preben Smed Jeppesen opfordrer alle i risikogrupperne til at komme på apoteket og blive vaccineret:

”Særligt for mennesker over 65 år, og mennesker med kroniske sygdomme, som f.eks. diabetes, lungesygdomme og hjertelidelser, er risikoen for et alvorligt forløb af influenza særlig stor. Er man vaccineret og alligevel bliver smittet, vil forløbet af sygdommen som regel være meget mildere.” siger apotekeren.

For personer der er fyldt 65 år, kan man i år tillige blive vaccineret mod pneumokoklungebetændelse.

. Begge vaccinationer kan ske ved samme henvendelse på apoteket. Denne vaccination er også gratis, og virker i 6 år.

Erfaringen har vist, at der især i de første par uger er stor tilstrømning til vaccinationen, og det er selvfølgelig glædeligt, at der er stor interesse, men på baggrund af COVID-19 situationen opfordre apoteket til at man har lidt tålmodighed, og måske udsætter vaccinationen lidt. De første uger er vi er klar til at vaccinere to steder på Sæby Apotek. De der har mulighed for det, vil vi invitere op på 1. sal (indgang lige ved porten mellem nr. 5 og 7), gangbesværede kan blot gå ind på apoteket – vær OBS på om der er mange der venter, hvis der er så kom igen senere.

Læs mere om influenzavaccination på apoteket.dk/influenzavaccination.

Hvem kan blive vaccineret gratis?
Følgende risikogrupper kan i perioden 1. oktober 2020 til 15. januar 2021 gratis blive vaccineret mod influenza:

  • Personer, der er fyldt 65 år
  • Førtidspensionister
  • Gravide i 2. eller 3. trimester
  • Personer med kronisk lungesygdom
  • Personer med hjerte-kar-sygdom
  • Personer med diabetes 1 eller 2
  • Særlige risikogrupper – spørg på apoteket

Skriv en kommentar......