d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



P-reglerne gælder i hele kommunen – også i Sæby

26. september 2020 - kl.12:10 - af:

parkering handicap saeby_600x250

Torsdag eftermiddag kunne Sæby Avis berette om, at flere personer havde fået sig noget af en overraskelse, da de kom retur til deres biler. De havde nemlig været så “heldige” at ”vinde” en parkeringsafgift.
Efter avisens kendskab har der gennem de seneste år ikke været nogen synlig P-vagt i Sæby. Samarbejdet med Parkeringskontrol Nord, som hidtil har stået for P-vagten i byen blev, efter hvad avisen erfarer, tilbage i 2014 ændret, så deres samarbejde med kommunen er det administrative, mens kommunen selv står for ansættelse af P-vagt.
Frederikshavn Kommune har, efter hvad avisen erfarer, netop ansat en ny P-vagt, efter den tidligere er gået på pension, og den nye var så i torsdags forbi Sæby for første gang og fik her noteret flere biler for ulovlig parkering.

Åh nej – nu gik det lige så godt
Butiksindehaver Hans Ole Kalhøj fulgte fredag formiddag op med en kommentar i Sæby Avis. ”Åh nej – nu gik det lige så godt,” lød det indledningsvis fra Hans Ole Kalhøj.
”Der har aldrig – og især ikke uden for højsæsonen – været problemer omkring parkering i Sæbys midtby. Hvorfor så gøre det til et problem som i f.eks. vores naboby Frederikshavn?” spørger Kalhøj.
Han anfører i sin kommentar, at mange kunder i Sæby er godt og grundigt trætte af at komme hjem med en P-bøde, fordi de har holdt på en parkeringsplads – måske ofte kun 1 minut for længe.
”Når så endelig man har tænkt sig at overvåge Sæbys midtby, tror jeg, det er en god idé, at man får ændret skiltene f.eks. i Grønnegade,” siger han.
Derfor kommer Hans Ole Kalhøj med en opfordring om, at tidsbegrænsning på 30 min. øges, for hvis en kunde har 2-3 ærinder i butikkerne, er 30 minutter meget vanskeligt at overholde. Ligeledes finder Kalhøj, at 1 times tilladt parkering på Torvet bør ændres til 2 timer.
”Det er da efter min overbevisning at skabe problemer, som før gik ganske af sig selv. Det mener jeg er en opgave for Karsten Thomsen at få løst inden for den næste måned, inden julen står for døren,” slutter Hans Ole Kalhøjs kommentar.

P-vagt har flere opgaver
Sæby Avis har forelagt artikel og kommentar for formanden for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen (A). Denne henviser til et svar med fakta omkring P-vagt, som han har sendt til Hans Ole Kalhøj.
Heri påpeger Karsten Thomsen, at P-vagten er ansat i hele kommunen, og han har flere andre opgaver, og han har været ansat i flere år, end Karsten Thomsen har været medlem af Teknisk Udvalg.
Karsten Thomsen tilføjer om den aktuelle hændelse, at P-vagten har været i Sæby i forbindelse med en opgave, hvor han samtidig kontrollerede, om der var nogle biler, der ikke overholdt gældende regler, hvilket Karsten Thomsen mener vist drejede sig om 4.
”Så jeg har svært ved at sige, at P-reglerne ikke gælder i Sæby, når de gælder i den øvrige del af kommunen,” lyder det afslutningsvis fra formanden for Teknisk Udvalg.

Tekst: Per Rye

2 kommentarer til: “P-reglerne gælder i hele kommunen – også i Sæby”

  1. Karsten Munk den: 26 september - 2020 14:05

    Har selv været i kløerne på en P-vagt i midtbyen for nogen år siden, det var ingen rar oplevelse.
    Jeg var efterfølgende i skriftlig kontakt med vagtselskabet, der udviste nul (0) fleksibilitet eller forståelse for mine argumenter.

  2. Søren den: 27 september - 2020 00:42

    handler ikke i Frederikshavn mere pga. p-vagter, og ubegrundet bøder.
    er ked af at de samme vagter, nu skal ødelægge indkøbs oplevelsen i Sæby også

Skriv en kommentar......