d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Efterårsprogram populært – trods sommervarmen

15. august 2020 - kl.11:10 - af:

Bib_borgerservice_13august202032

Selvom sol og sommer torsdag trak i folk, lykkedes det alligevel Bibliotek & Borgerservice at få uddelt mange eksemplarer af det nye efterårsprogram – nogle steder på lidt utraditionelle måder.

Dugfriskt fra trykkeriet lå det nye efterårsprogram fra Bibliotek & Borgerservice og fristede sammen med små nuttede cupcakes, termokander med friskbrygget kaffe og kold orangedrik. Anledningen var udgivelsen af det nye efterårsprogram, men også et helt nyt look, som mødte borgerne i et gennemgående farvespektre af orange og sort på bibliotekerne i Frederikshavn, Sæby, Skagen og Østervrå samt Skagen Rådhus.

På Frederikshavn Bibliotek var der stor travlhed hele formiddagen, hvor rigtig mange fik det nye program stukket i hånden og efterfølgende gav sig tid til både kaffe, kage eller saftevand. Mange var kommet for at hente programmet, og var glade og overraskede over det uventede traktement. – Vi udleverede nok omkring 300 kager og mindst lige så mange programmer, oplyser afdelingsleder Rasmus Østergaard og fortsætter med et smil, over middag kiggede en del børnefamilier forbi, også de hyggede sig med traktementet og ballonerne var et stort hist os de små lånere, men kunne vi da godt mærke, at vi var oppe mod en ret hård modstander i det flotte sommervejr.

I Sæby havde sommervejret for alvor fået tag i borgerne, så der var lidt stille på Sæby Bibliotek. Bibliotekar Merete Trap tog udforingen op, så i stedet for at vente på besøg, tog hun sig cykel og kørte rundt i det solfyldte og måske stadig lidt ferieprægede Sæby og delte programmer ud med rund hånd. I Skagen rykkede programuddelerne med held helt frem i Kappelborgs foyer, og på den måde fik de også spredt de gode nyheder. – Der var god stemning og alle aldre inklusiv en klasse fra Brovandeskolen var glade for kager, kaffe og ikke mindst den kølige saft, var der rigtig god afsætning på, fortæller Caroline Røntved fra bibliotek. Mange gav udtryk for, at de glædede sig til at kigge i det nye program.

På Skagen Rådhus var der stor søgning til kage og kaffe, med udsigt til den uventede udsmykning af balloner m.m., og personalet måtte svare på adskillige spørgsmål om årsagen til al den festivitas.

Det lille bibliotek i Østervrå fik også en del besøg, og damerne fra den lokale læseklub delte efterårets kulturoplevelser rundt i hele byen.

På Ålbæk Bibliotek, som først havde åbningsdag fredag, var der også tænkt på lidt mundgodt til de besøgende.

Generelt fik personalet i dagens løb en god snak med flere af gæster om bibliotekets kommende arrangementer set i lyset af corona-situationen. Blandet andet at arrangementer er tilpassede med mere plads mellem gæsterne. Det betyder desværre også, at der ved nogle arrangementer ikke vil være så mange billetter som normalt, så derfor er det en god idé at købe sin billet i god tid

Rigtig mange har fået det nye program, men bare rolig, du kan sagtens nå det. – Vi har rigeligt med programmer, så kig endelig forbi dit lokale bibliotek – måske på vej hjem fra stranden/sommerudflugten, og snup et med hjem, lyder opfordringen.

”Smagen af Haven” er det først arrangement i programmet på Frederikshavn Bibliotek lørdag den 22. august. Her inviterer biblioteket i samarbejde med Frederikshavn og Omegns Havekreds, til en dag med gode råd og ny inspiration til at gemme den god smag af haven til efteråret og vinteren.

Skriv en kommentar......