d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Boligforening gør klar til byggeri af nye boliger i Sæby

24. juni 2020 - kl.7:56 - af:

Boligforeningen

Det midlertidigt afskærmende hegn ved et areal på hjørnet af Solsbæksvej og Gasværksvej i det centrale Sæby er fjernet, og Frederikshavn Boligforening gør nu klar til at påbegynde byggeri af 21 nye familieboliger først i september her og desuden ved Grønnevænget.

For at komme videre i processen skal Byrådet på rådets næste møde den 24. juni godkende en endelig anskaffelsessum på 40.206.000 kr. for opførelse af de 21 almene familieboliger. Man har tidligere fået godkendelse til 40.205.000 kr.

Projektet består af 13 boliger på adressen Solsbækvej 2 og 8 boliger på adressen Grønnevænget 2. De 13 boliger på Solsbækvej bliver fordelt på 6 stk. 3-værelses boliger på 89 m2 og 7 stk. 3-værelses boliger på 95 m2. De 8 boliger på Grønnevænget bliver 4-værelses boliger på 104 m2.

Frederikshavn Boligforening oplyser, at der bliver tale om gode, attraktive og moderne boliger med et energiforbrug, der overholder krav til nybyggerier efter 2020-standarder.

Der bliver endvidere tale om boliger med et godt indeklima, hvor beboerne oplever et indeklima, de selv kan styre, så de får den varme og udluftning, der passer til deres måde at bo på.

Dette betyder, at der bliver installeret et styresystem, som ikke blot viser beboerne de aktuelle tal for forbrug og luftkvalitet m.v., men også viser mulige skader og systemfejl.

Målgruppen for boligerne på Solsbækvej er enlige og par. Det er boligforeningens vurdering, at de 13 boliger især vil være attraktive for seniorer og ældre borgere. Målgruppen for boligerne på Grønnevænget er par og enlige med børn. Der bliver forholdsvis store grønne arealer, og udgangspunktet er, at beboerne i større grad selv står for vedligeholdelse af grønne arealer og fællesarealer.

Der vil blive stillet krav om kommunal garantistillelse for det støttede realkreditlån. Den kommunale garanti forventes at blive på 57,6 %, men behandles særskilt, når en konkret beregning foreligger. Den årlige husleje bliver på 881 kr./m2 årligt. Huslejen bliver således i en bolig på 95 m2 på 83.695 kr. årligt, svarende til ca. 6.975 kr. pr. måned ekskl. forbrug.

Ud fra det foreliggende projekt på 40.206.000 kr. bliver det kommunale grundkapitalindskud på 4.021.000 kr. Den kommunale garantistillelse påvirker ikke kommunens låneramme.

Tekst: Per Rye

 

Skriv en kommentar......