d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Genbrugspladserne åbner igen for private

30. marts 2020 - kl.10:22 - af:

genbrug

 Kommunernes Landsforening og Styrelsen for Patientsikkerhed har nu anbefalet landets kommuner, at genbrugspladserne igen kan tage imod affald fra private borgere.

Alle pladser i kommunen forventes derfor at åbne på sædvanlig tidspunkt tirsdag den 31. marts 2020.
Dog åbner pladserne i Sæby, Skagen og Ravnshøj først kl. 10.00 for private borgere. Indtil kl. 10.00 er pladerne reserveret erhverv.

Afhængig af pladsernes størrelse er der et maksimum for, hvor mange køretøjer der må være på pladsen på samme tid. Betingelserne for brugen forventes afklaret med politi og beredskab i løbet af mandag. Hvis der etableres midlertidige trafikreguleringer, vil det ligeledes blive meddelt i løbet af mandag.

På Forsyningens hjemmeside www.forsyningen.dk vil de forsøge at opdatere om aktuel belastning på de enkelte pladser, så du kan opdatere dig på forventet kø, inden du kører hjemmefra.

Efter at have været lukket i næsten 3 uger forventer Forsyningen et stort pres på pladserne. Følgende besøgsrestriktion vil derfor være gældende på pladserne Niels Juels Vej, Sæby, Skagen, Ravnshøj, Strandby, Østervrå og Ålbæk: 

Tirsdag den 31. marts 2020 og torsdag den 2. april 2020 må køretøjer hvis nummerplade ender på et lige tal komme på pladserne. Bemærk det er nummerpladen på det trækkende køretøj – og ikke eventuelt påhængskøretøj – der er gældende. 

Onsdag den 1. april og fredag den 3. april 2020 må køretøjer hvis nummerplade ender på et ulige tal benytte pladserne.

Kunder med gyldigt erhvervskort må benytte pladserne uanset endetal på nummerplade.

Afhængig af besøgsafviklingen vil Forsyningen vurdere, om restriktionerne skal forsætte efter fredag den 3. april.

Når du benytter genbrugspladsen, skal du være opmærksom på følgende:

  • Gør stop ved stoplinjen og afvent signal til at køre ind og læsse af
  • Du skal være selvhjulpen på pladsen – vi vejleder gerne på afstand
  • Medbring selv nødvendige redskaber – fælles grebe, koste og andet vil være fjernet for at mindske risiko for smitte
  • Medbring værnemidler (handsker, håndsprit mv.) til eget brug
  • Så få i bilen som muligt – lad børnene blive hjemme
  • Kundetoiletter vil være aflåst
  • Hav tålmodighed og kør hjemmefra i god tid, så du kan være igennem eventuel kø, inden vi lukker
  • Overhold Sundhedsstyrelsen retningslinjer og hold afstand til personale og andre brugere på pladsen
  • Du vil blive afvist ved indkørsel til pladsen, hvis der er meget lang kø, eller hvis din nummerplade ikke matcher “dagens endetal”.

Pladserne i Bangsbostrand, Jerup, Gærum, Vangen, Dybvad og Voerså har indtil videre ingen restriktioner. Vi henstiller til, at kun de borgere der normalt benytter pladsen, søger herhen. Pladserne har en yderst begrænset kapacitet.

 

Skriv en kommentar......