d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Søndagsprædiken fra Sæby KIrke

22. marts 2020 - kl.0:49 - af:

sæbykirkemedkors 4_600x250

Vi skal tage hånd om hinanden ved ikke at give hinanden hånd. Vi skal stå sammen, ved at holde afstand fra hinanden. Vi skal tage ansvar for vores fælles samfund ved at mødes mindst muligt. Der er vendt op og ned på meget i vores verden og hverdag i løbet af marts måned.

Jeg holder af at cykle, for at tage ud og besøge folk, og for at nyde naturen, få frisk luft og motion. Det første kan jeg ikke nu. Det ville være hensynsløst at udsætte folk for den smitterisiko. Men når jeg træder uden for døren derhjemme kan jeg også blive ramt af den følelse, at det, der har været et godt og trygt og dejligt sted at være, at det også får en dimension af noget truende. Og de lidt øde gader får mig til at tænke. ”Er det her slet ikke et sted for os mennesker at være, her uden for hjemmets trygge vægge, og det også selv om solen skinner og foråret er på vej med alt dets livsbekræftende skønhed.” For coronavirusen er ikke at spøge med.

I kirken er meget også anderledes. Kirkerne står stort set tomme. Vi kan ikke mødes og fejre gudstjeneste i et fælles rum. Men som solen og foråret er der, selv om så meget er forandret, sådan er menigheden og dens fællesskab der også, selv om kirkerne må stå tomme en tid. For vi er et fællesskab, der holdes sammen af noget større end en bygning. Vi vover at tro, at vi bliver holdt sammen af Gud og er båret af ham, som tog os i sin favn og gav os barneret i dåben. Og vi må vove at tro, at vor himmelske far også er der nu, hvor vores tryghed udfordres, og frygten så let tager over.

Engang var 5000 familier samlet omkring Jesus, ikke i en kirke, men på et bakkedrag ned mod Genezaret Sø, hvor der var meget græs. Det var en slags friluftsgudstjeneste. Vi kan læse om det i Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-15. De fleste af disse mennesker har åbenbart været så begejstrede over udsigten til at mødes med Jesus, der havde hjulpet så mange syge, at de havde glemt at få madpakken med på deres tur i det grønne. Men Jesus er opmærksom på deres behov. Og som han havde hjulpet syge, viser han nu også sin omsorg for dem ved at ville afhjælpe deres sult. Først spørger han sine disciple, hvad der er deres forslag. Men de signalerer modløshed og er opgivende. ”Den smule vi kan købe for de få penge, vi har, rækker ingen steder” siger de til Jesus, Og da de møder en dreng med fem brød og to fisk, er reaktionen den samme: ”Hvad er det til så mange.” Men så er det, Jesus sætter sine disciple i gang med at dele ud af de få brød og fisk, og ved et under, og en måde vi ikke fatter, bliver alle mætte. Og der er endda rigeligt tilbage.

”Giv os i dag vort daglige brød” beder vi i Fadervor. Denne bøn fik Jesu tilhørere den dag opfyldt på en meget konkret måde. Måske kan vi også i den her tid blive Guds svar på denne bøn fra dem, som er sultne, og dem, som er syge, ved at være til stede og dele ud af det vi kalder vores, af tid og midler og meget andet, selv om det lige nu må ske sådan lidt på afstand.

Havde Jesu tilhørere været begejstrede før, så var de endnu mere nu, hvor Jesus havde gjort dem mætte, så begejstrede, at de ville gøre ham til konge. Men Jesus er ikke bare begejstret for denne hyldest, og trækker sig. Han siger, at der er noget, de har overset, tegnet i det han har gjort, det, der er den egentlige pointe.

Det forklarer han nærmere i det følgende, hvoraf midfaste søndags evangelielæsning (Johannesevangeliet kapitel 6 vers 24-37) er en del. Det er den søndag vi har d. 22. marts i år. Her siger Jesus, at han selv vil være livets brød, eller brødet fra himlen til os, maden som består til evigt liv, og at han kan give os det, som gør, at vi aldrig skal sulte. Han vil være den, der giver os en livssammenhæng med Gud, ved at vi tror på ham, en livssammenhæng, der stiller en grundlæggende sult hos mennesker, og kan give et andet mod, et andet og større håb og en anden tryghed her i tilværelsen, også når vores tryghed er udfordret. Og han vil som livets skaber og dødens overmand give et mod og et håb, selv når livet er truet, og når døden banker på. Så kan vi da trygt komme til ham, også med vore bønner for vores ganske almindelige dagligdags behov, for de mennesker, der står os nær, for det, der fylder i vore liv nu, måske også frygten. Vi må også komme med de store spørgsmål. Og vi må bede om at få hjælp til at tro, at Gud vil være der for os, også når døden banker på. ”For ingen, som kommer til mig, vil jeg støde bort,” siger Jesus selv.

Der er stor smittefare for tiden. Coronavirusen breder sig, hvis den kan få lov, og sygdom spreder i nogle tilfælde også død. Det skal vi ikke lukke øjnene for, og som strudsen stikke hovedet i busken og lade som ingenting, men i stedet tage alvorligt og handle på. Men alt, der smitter, er ikke af det onde. Modet, glæden, det håbefulde, begejstringen og tilliden kan også smitte. Må vi smitte hinanden med tillid til Gud, også nu, så modet og håbet også får lov til at brede sig, også i en tid hvor vi let kan frygte og føle os truede.

God søndag.

Har man lyst til at synge eller læse en salme eller to, kunne ”Den mørke nat forgangen er” det er nr. 736 i salmebogen, og ”Vor Gud han er så fast en borg” der er nr. 336 i Salmebogen være muligheder.

 

Skriv en kommentar......