d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Kommunal madordning foran ophør

15. februar 2020 - kl.10:20 - af:

Madlavning

Socialudvalget konstaterer, at den nuværende drift ikke kan fortsætte, og der er brug for at gå en ny vej.

Dette er en af konklusionerne fra det seneste møde i Socialudvalget vedr. den kommunale madordning for ældre og handicappede.

Socialudvalget har samtidig vurderet de svar, som er indkommet fra Ældrerådet og Handicaprådet. Det konkluderes, at udvalget vælger at arbejde med udbudsmodeller, som præsenteres på næste møde.

Socialudvalget blev på mødet den 2. oktober kort præsenteret for tre modeller, som kan sikre, at Frederikshavn Kommune fortsat kan give borgerne frit valg på madserviceområdet, såfremt det kommunale køkken på Ankermedet i Skagen nedlægges, hvilket meget vel ser ud til at blive konsekvensen som følge af, at den nuværende ordning giver underskud.

Godkendelsesmodel
Frederikshavn Kommune anvender i dag den såkaldte ”godkendelsesmodel”, hvor der kan indgås kontrakt med alle leverandører, som lever op til de fastsatte kvalitets- og priskrav. Ved at have minimum to godkendte leverandører sikres borgerne frit valg.

Med godkendelsesmodellen er der ikke konkurrence om prisen, da den fastsættes på baggrund af kommunens langsigtede omkostninger for driften af madservice.

Kommunen kan også vælge at sikre borgerens frie valg af madservice gennem et udbud på samme måde, som det er gjort på hjemmeplejeområdet.

Ulempen ved et udbud er, at det er en tids- og ressourcekrævende proces, der bl.a. kræver en grundig undersøgelse af, hvad madserviceområdet kræver fremover. Der må derfor forventes en udgift til gennemførelse af et udbud. Til gengæld er udbud en fleksibel løsning, der giver kommunen stor valgfrihed og mulighed for at opstille nogle kriterier som eksempelvis antal leverandører, pris og mulighed for forhandling i processen. Samtidig kan alle interesserede leverandører afgive et bud, hvilket giver den bredeste konkurrence og dermed en forventning om at opnå den bedst mulige pris og kvalitet på madserviceområdet.

Forbedret økonomi ved udbud
Derfor er forventningen, at et udbud kan resultere i en bedre økonomi på madserviceområdet. Optimalt set kan der opnås en lavere pris end den nuværende pris, der er fastsat på baggrund af det kommunale køkkens driftsøkonomi. Længere kontraktperioder vil ofte resultere i, at der kan opnås en lavere pris. På hjemmeplejeområdet er der lavet et omvendt udbud, hvor prisen på forhånd er fastsat.

Da kommunen har pligt til at give borgerne frit valg, er det nødvendigt at overveje, hvordan der kan skabes forsyningssikkerhed. Det er eksempelvis relevant, hvis der i et udbud ikke modtages tilbud fra minimum to leverandører, hvis en leverandør går konkurs eller af andre grunde ikke kan levere mad som planlagt. I akutte situationer er der mulighed for, at produktionskøkkenerne på Sæby og Østervrå ældrecentre i en kortere periode midlertidigt kan øge produktionen.

Ældrerådet har bl.a. foreslået, at kommunen – på politisk niveau – undersøger, om der kan etableres et samarbejde via et § 60-selskab med eksempelvis Hjørring Kommune eller Region Nordjylland (Regionshospital Nordjylland, Hjørring).

Sagen ventes endeligt afgjort på Socialudvalgets næste møde i marts måned.

Tekst: Per Rye

 

 

 

Skriv en kommentar......