d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Blå Kors inviterer til gratis foredrag med Claus Elgaard

7. februar 2020 - kl.11:45 - af:

21f262e9-f8a1-4b7d-a925-6b3a50b3c1f4 kopier

Forældrenes alkoholmisbrug trak dybe spor ind i voksenlivet for sportsværten Claus Elgaard, som blev afhængig af at spille. Torsdag den 27. februar afholder han et foredrag om sit liv i Blå Kors’ nye genbrugsbutik på Læsøgade 16 i Frederikshavn.

Hvis man som barn vokser op med forældre, der har et misbrug, er der stor risiko for, at man selv udvikler et misbrug.

For den tidligere sportsvært på TV 2, Claus Elgaard, blev statistikken til virkelighed. Sammen med søsteren Puk Elgaard voksede han op i et hjem, hvor begge forældre havde et alkoholmisbrug. Det var medvirkende til, at Claus som voksen udviklede en voldsom spilafhængighed.

”Min storesøster Pia døde, da jeg var tre-fire år gammel. Her gav min mor og far op, og min far bestemte sig for at drikke sig ihjel. Jeg turde ikke rigtig lægge mig til at sove, for jeg vidste, at jeg blev vækket om natten, og så skulle jeg ud i den kolde bil i min pyjamas, alene ind på et værtshus for at hente min far mellem svedende mænd, cigaretrøg og tykke gulvtæpper, der lugtede af øl. De oplevelser har gjort indtryk på mig,” siger Claus Elgaard.

Det er barndommens oplevelser, som han tog med sig ind i voksenlivet, krydret med oplevelser fra et liv som tv-vært, der bliver omdrejningspunktet for Claus Elgaards foredrag torsdag den 27. februar kl. 15-17 i Frederikshavn.

Billetterne er gratis og kan afhentes i Blå Kors’ genbrugsbutik i Møllecentret på Hjørringvej 143 i Frederikshavn. Der er et begrænset antal pladser, så billetterne uddeles efter først-til-mølle-princippet.

Foredraget afholdes i Læsøgade 16, hvor Blå Kors’ butik snart permanent flytter adresse til.

I Danmark vokser 122.000 børn op i familier med alkoholproblemer. En del af de familier hjælper Blå Kors, som er en social hjælpeorganisation, der rækker ud til udsatte mennesker i Danmark. Blå Kors kan i år fejre 125 års jubilæum.

Foto: Jens Peter Engedal

Skriv en kommentar......