d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



VEB mangler tre nøglespillere i de sidste to grundspilskampe

22. januar 2020 - kl.16:13 - af:

veb_aarhus_ab_2019_19

Når Vendsyssel Elite Badminton på tirsdag spiller i Sæby Spektrum, må de undvære Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl og Kirsty Gilmour. Dermed svækkes VEB i bestræbelserne på at sikre sig en plads i Final4.

De tre spillere er rejst til Indien i fire uger, hvor Christinna Pedersen og Kirsty Gilmour skal deltage i verdens mest pengestærke liga, Premier Badminton League. Normalt afvikles denne turnering fra jul til medio januar, men den indiske liga blev med kort varsel flyttet, så den nu spilles fra 20. januar og frem til 9. februar.

– Da vi skrev kontrakt med de tre spillere, gav vi dem lov til at rejse til Indien, hvis de blev købt af en klub. Ligaen i Indien kolliderede jo ikke med den danske liga. Pludselig kom meldingen om, at Premier Badminton League flyttede. Vi er meget kede af situationen, siger VEB’s formand, Jan R. Jensen.

Kamilla Rytter Juhl skal ikke spille i Indien, men hun er rejst med Christinna Pedersen til Indien sammen med parrets datter, Molly.

– Med kontrakten i hånden kunne vi godt have krævet, at Kamilla blev hjemme, men vi er også mennesker. Vi har forståelse for, at Christinna og Kamilla ønsker at rejse til Indien sammen. De er selv meget kede af den situation, som er opstået, og derfor frasiger de sig en del af deres løn, oplyser Jan R. Jensen.

VEB har heldigvis en bred trup på pigesiden, blandt andet bliver der nu plads til Cheryl Seinen, nr. 24 på verdensranglisten i damedouble.

VEB ligger p.t. nr. fem i Badmintonligaen med 31 point. Der er kun fire point op til Solrød på andenpladsen, og da der spilles om 12 point i hver kamp er intet afgjort. Netop Solrød er VEB’s næste modstander. Kampen spilles på tirsdag 28. januar i Sæby Spektrum. Badminton Danmark har indført en udflytterrunde, hvor holdene skal afvikle en hjemmekamp i en anden by. Her har VEB valgt at samarbejde med Sæby Badmintonklub om afviklingen af den meget vigtige kamp i næste uge.

– Vi håber på samme flotte støtte som i Arena Nord. Vi har i den grad brug for opbakning i bestræbelserne på at komme i Final4, siger VEB-træner Allan Kolbro Nielsen.

VEB forsøgte at flytte kampen, så kampen ikke kolliderede med den indiske liga, men Solrød ønskede ikke at medvirke til at finde en løsning.

Skriv en kommentar......