d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Special Olympics Idrætsfestival åbner tilmeldingen

14. januar 2020 - kl.17:13 - af:

Fællesbillede Special Olympics i Arena Nord kopier

Arena Nord er festivalcentrum, når Special Olympics Idrætsfestival afvikles i Frederikshavn 15.-17. maj. Fra onsdag den 15. januar er det muligt for klubber og institutioner at sikre deltagelsen i Danmarks største sportsfest for idrætsudøvere med udviklingshandicap

Om nøjagtig fem måneder ankommer op mod 1.000 idrætsudøvere med sports- og festtøjet i bagagen til tre forrygende dage i Frederikshavn. Traditionen tro skal de konkurrere i 12 Special Olympics-idrætter, teste og styrke deres fysik og sundhed i Healthy Athletes-programmet og feste igennem til den store festivalfest. Alt sammen med udgangspunkt i Frederikshavns idrætsmekka, Arena Nord.

  Festivalen har sine faste traditioner, men Frederikshavn har så sandelig også nye tiltag og fantastiske faciliteter at byde ind med, og byens beliggenhed ved vandet vil komme til at spille en rolle. Det lokale foreningsliv har med borgmester Birgit S. Hansen i spidsen virkelig lagt sig i selen, for at alle deltagere skal føle sig velkomne, siger Anette Svejstrup, der er breddekonsulent i Parasport Danmark og leder af Special Olympics Idrætsfestival.

Sådan tilmelder man sig idrætsfestivalen
Tilmeldingen foregår online på festivalhjemmesiden www.so-if.dk og skal ske gennem en idrætsklub, institution eller lignende. Der skal tilmeldes mindst én træner/leder pr. idræt, for at klubbens/institutionens tilmeldinger er gyldige. I nogle idrætter er der et loft på deltagerantallet, og her sker tilmelding efter først-til-mølle-princippet.

– I populære idrætter som bowling og ridning, hvor vi også forventer deltagelse fra de nordiske nabolande, har vi sat et loft over antallet af deltagere, for at konkurrencerne kan blive afviklet optimalt, og alle kan få en god oplevelse. Derfor er det også ekstra vigtigt, at man er i god tid med tilmeldingen, lyder det fra Anette Svejstrup.

Hvis der ikke er ledige pladser tilbage i favoritidrætten, opfordrer hun til, at man prøver sig selv af i en ny disciplin: – Der er plads til alle uanset idrætslige færdigheder på Special Olympics Idrætsfestival, hvor udøverne klassificeres forud for konkurrencerne, så medaljestriden bliver fair og sjov for alle, siger hun.

Tilmeldingen til idrætsfestivalen i Frederikshavn løber frem til den 15. marts.

Fakta
Special Olympics Idrætsfestival afholdes hvert andet år og er Danmarks største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap. Special Olympics er anerkendt af IOC og er således den eneste sportsbegivenhed ud over OL, som har ret til at bruge den olympiske ild.

Special Olympics Idrætsfestival 2020 arrangeres i et samarbejde mellem Parasport Danmark og Frederikshavn Kommune. Vi forventer mindst 1.000 deltagere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne og Tyskland. Deltagerne får mulighed for at deltage i følgende idrætsgrene: Atletik, badminton, boccia, bowling, golf, gymnastik, floorball, fodbold, håndbold, ridning og svømning.

Skriv en kommentar......