d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Unge tar i kulsort komedie et vigtigt emne op

9. januar 2020 - kl.8:10 - af:

Dans v. kisten kopier

SæbyScenens ungdomshold opsætter i samarbejde med Frederikshavn kommunes Ungdomsskole ”Dage som døde” – et skuespil skrevet af Ina Bruhn og Jeanette Noer.

Dage som døde er en kulsort komedie om konsekvenserne af vores valg, og om at leve vores liv, inden det er for sent. Men hvordan leves livet egentlig bedst? Og er døden også en valgmulighed?
Handlingen kredser om unge og om døden – men måske især om livet.

Fem unge mennesker havner på hver sin måde i et mystisk dødsrige. Her konfronteres de brutalt med deres korte liv og med måden de levede på. I dødsriget huserer nemlig en flok unge, som ved præcist, hvad de taler om – for de er allerede døde selv! Nu fordriver de uendeligheden på bedste vis – og dét er ikke nødvendigvis kedeligere, end da de var spillevende… Man kan stadig læse avis og snuppe en onsdagssnegl, tage sig en smøg eller synge en velkomstsang til de nyankomne. Men – i det lange løb kan det alligevel ikke undgå at påvirke én, at man er død, og dét handler forestillingen også om!

Skuespillerne er i alderen 15-25 år og kommer fra Skagen i nord til Langholt i syd. Det er skarpe unge mennesker, der er klar til via teater at bringe vigtige emner på dagsordenen.

Instruktion mm står Margaretha Cedergren for og hendes flerårige makker Anne Sivesgaard Jensen står for koreografi, rekvisitter og det forkromede overblik i forhold til flere praktiske ting.

Forestillingen opføres 3 gange:
Torsdag d. 16. januar 2020 kl. 19.30 (UDSOLGT)
Fredag d. 17. januar 2020 kl. 19.30
Lørdag d. 18. januar 2020 kl. 15.00
Stykket varer ca. 5 kvarter (ingen pause)

Billetter købes online på https://www.datsbilletten.dk

Spændende scenografi
Scenografien står kunstner Margit Rasmussen for. Der er gang i spændende kulisser. Dødsriget er et ukendt farverigt sted. Margit har ladet sig inspirere af blade fra Tempeltræer. Blade hun har fundet på en kirkegård i København. Bladene er i regnbuens mange farvenuancer og er brugt i flere afskygninger – på forkant af scene, dryssende ned oppe fra osv. Kostumerne matcher formen på bladene og i de mange farver.

Unge-grupper fra hele kommunen inviteret til premieren
Med støtte fra Rotary Frederikshavn City Morning club har det ved denne opsætning været muligt at invitere unge-grupper gratis i byen til en oplevelse – Unge mennesker, der måske ikke sædvanligvis finder vejen i teatret. Ved denne særlige aften byder Rotary også på en forfriskning efter forestillingen og der åbnes backstage for interesserede. Det har stor betydning med denne støtte, som gir mulighed for at unge i den grad får mulighed for at spille for unge. Win win

 

Skriv en kommentar......