d. - 10. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



B&U-formandens indlæg skaber endnu mere utryghed

14. december 2019 - kl.9:52 - af:

Vindmoelle debat_600x250

Når Anders Brandt Sørensen skriver, at vi trygt kan aflevere vores børn i kommunens daginstitutioner, skaber han endnu mere utryghed, pga. hans manglende indsigt i den virkelighed vi oplever og beretter om.
Samtidig er det enormt frustrerende altid at blive konfronteret med den manglende politisk vilje til at prioritere dagtilbudsområdet. Den manglende vilje retfærdiggøres altid med at ligge hele ansvaret over på penge fra Christiansborg med argumentet om, at kommunale penge til dagtilbudsområdet vil skulle tages fra andre velfærdsområder – dette er IKKE sandt!

I budgettet for 2020-2023 er der hvert år reserveret 27.000.000 mio. til kommunens kassebeholdning (som nu er på over 200.000.000 mio., og det skal hertil nævnes, at den anbefalede målsætning er en kassebeholdning på 80.000.000) – så der er masser af midler til at udvide kommunens såkaldte budgetramme dvs. at bruge flere penge på velfærd. Som bonus kan man endda bryste sig af, at man faktisk har valgt at prioritere særligt udsatte befolkningsgrupper – nemlig børn, handicappede og ældre.

Faktum er at vi forældre oplever hverdagen – det gør formanden ikke. Vi oplever hvordan personale og helt små børn er nødsaget til at opholde sig på en iskold og forblæst legeplads både formiddag og eftermiddag. Fordi der er mangel på personale og fordi det er nemmere at holde styr på 70 børn udenfor. Det kan være en kold ”fornøjelse”, især når ens flyverdragt stadig er våd efter formiddagens tvungne tur i det fri og når man simpelthen ikke har mere energi til at bevæge sig.

Vi er sommetider nødsaget til at aflevere vores små børn i et kaos bestående af 44 børn til 2 vikarer. Vi er vidner til hvordan små børn ikke får den nødvendige voksenkontakt i det omfang de behøver, når de fx bliver afleveret en tidlig morgen. Vi oplever hvordan det pædagogiske personale sommetider reagerer uhensigtsmæssigt over for børnene, fordi de ofte arbejder under et enormt pres – tænk bare at være alene med fx 15 børn i alderen 0-6 år – det er simpelthen urimelige arbejdsvilkår, fuldstændig uansvarligt og rigtig synd for børnene!

Vores virkelighed er ikke den samme som formanden beskriver – vores virkelighed er ikke tryg, og man fristes til at spørge om det ikke er på tide at formanden begynder i børnehave, bare i en uges tid?!

I tilfælde af at formanden faktisk har mod på sådan en udfordring, anbefales følgende:
Høreværn, kleenex, masser af varmt tøj og børnetække.

Prioriter dagtilbudsområdet NU! En tidlig indsats betaler sig, både på kort og lang sigt.

Jonas Sivesgaard & Monica Fri

En kommentar til: “B&U-formandens indlæg skaber endnu mere utryghed”

  1. Karsten Munk den: 14 december - 2019 10:44

    Børn og barnlige sjæle tror på julemanden.

    Nogen tror der gror pengetræer i baghaven, hvorfra man kan plukke gyldne pengesedler ned i kurven.

    Sådan er det desværre ikke, men alle grupper i samfundet kræver til deres særinteresser, og det gør jo at de fleste må indrette sig efter et politisk kompromis.

    Gædelig jul

Skriv en kommentar......