d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



GPS eller ej til borgere med demens i eget hjem?

8. november 2019 - kl.8:18 - af:

demens-2

Socialudvalget har tidligere besluttet, at der blev igangsat et arbejde med at udarbejde en kvalitetsstandard for bevilling af GPS til borgere med demens. Socialudvalget godkendte i maj 2019 kvalitetsstandard for bevilling af GPS til borgere med demens på plejecentre.

På et af de kommende møder i udvalget skal politikerne se på, om GPS også skal omfatte borgere med demens i eget hjem.

Der foreligger ikke noget lovgivningsmæssigt krav om, at kommunen skal tilbyde udlevering af GPS. Det er i stedet op til det kommunale serviceniveau at bestemme, hvorvidt noget sådant ønskes lokalt. Socialudvalget besluttede i maj 2019, at der skulle kunne visiteres GPS til borgere med demens på kommunens plejecentre.

To modeller
Den nedsatte arbejdsgruppe anbefaler nu 2 forskellige modeller for bevilling af GPS til borgere med demens i eget hjem. Forslagene er ikke den færdige sagsfremstilling, som kan ende med at se meget anderledes ud.

Det ene forslag går på, at der ikke bevilges GPS til borgere med demens i eget hjem. Borgere og pårørende vil have mulighed for at søge råd og vejledning hos Frederikshavn Kommunes Team Demens i forhold til objektive opmærksomhedspunkter ved eventuelt privat indkøb af udstyr.

Ved forslag 2 bevilges GPS til borgere med demens i eget hjem, og serviceniveau for bevilling af GPS fastsættes således, at borgere med demens har mulighed for at få bevilget GPS, såfremt en demenskoordinator har vurderet, at borgeren kunne have gavn heraf. På nuværende tidspunkt er der 24 borgere med demens, som har GPS i eget hjem.

Pårørende pålægges dagligt tjek
Bevillingen af GPS forudsætter, at borgeren har pårørende, som kan varetage den nødvendige, daglige vedligeholdelse og tjek af GPS. I ekstraordinære tilfælde, hvor borgeren ikke har pårørende til at varetage denne opgave, vil det være muligt, at hjemmehjælpen kan bistå hermed. I disse tilfælde vil det dog være nødvendigt at få visiteret tid hertil. Det anslås, at omkostningen ved denne visiteringsydelse årligt vil beløbe sig til ca. 5.700 kr. pr. borger. Dertil kommer udgift til abonnement på GPS á ca. 290 kr. pr. måned, som Frederikshavn Kommune skal afholde. Udgiften kan ikke afholdes inden for de eksisterende rammer, uden der sker en omprioritering.

Pårørende vil på samme vis have ansvaret for afhentning af borger, såfremt denne skulle gå fra hjemmet. Skulle det i ekstraordinære tilfælde blive nødvendigt at involvere hjemmeplejen i opgaven, vil det blive pålagt pårørende at afholde udgiften til hjemtransport af borgeren i taxa, da hjemmeplejen ikke må medtage passagerer i hjemmeplejens biler. Hjemmeplejen vil dog sikre, at borger ikke opholder sig alene, indtil denne samles op af en taxa.

Praktisk udfordring i tid
Der følger desuden en praktisk udfordring i, at tiden, som hjemmeplejen ved en ekstraordinær sporing og afhentning af borger, vil skulle bruge, tages fra den øvrige varetagelse af opgaver. Der vil være tale om akutte tilfælde. Vælges forslag 2 skal der således omprioriteres midler til, at Center for Sundhed og Pleje kan løfte opgaven.

Bevilling af GPS til borgere med demens kan have en betryggende effekt for borgere og pårørende. Ud fra en samlet vurdering anbefaler administrationen dog det første forslag. Borgere, som allerede er blevet visiteret til en GPS, vil fastholde denne, samtidig med at den hidtidige praksis vil blive udfaset.

Tekst: Per Rye

 

 

Skriv en kommentar......