d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Tre af de flade til Sæbygårdskolen

6. november 2019 - kl.15:57 - af:

IMG_1329 kopier

I Sæby findes en af Danmarks længste åer, hvor man kan fange havørreder, og en kyststrækning fyldt med fladfisk, så hvad er mere oplagt end at bytte klasselokale, bøger og computer ud med sol, hav og fiskestænger?

Sæbygårdskolens friluftsvalghold har i oktober måned haft besøg af Jesper Christiansen fra J. C. Fiskegrej og fritid. På skolen lærte Jesper drengene at binde forfang og gav dem et  indblik i det at være lystfisker i Sæby.

Torsdag eftermiddag drog holdet så af sted til Sæby Søbad, hvor Jesper havde sat dem stævne. Nu skulle der fiskes. Jesper havde sørget for børsteorm, og drengene havde deres nylavede forfang med. Solen skinnende, trangie i sandet med varm cacao, honningsnitter i rygsækken og en flok friske drenge, så kunne det vist ikke blive meget bedre.

Desværre var vinden gået i vest, så der var ikke mange fisk inde for at fouragere efter føde. Trods det blev der faktisk fanget tre skrubber.
Men en dejlig eftermiddag, hvor der var tid til at øve sig i kunsten at kaste med en fiskestang, sætte børsteorm på krog og hyggelig snak over en kop cacao.

Næste fisketur bliver i det nye år, hvem ved, måske der kommer havørrede på krogen?

IMG_1340 kopier IMG_1334 kopier

Skriv en kommentar......