d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Efterårscamp med Halloween tema

21. oktober 2019 - kl.10:56 - af:

canser kopier

Som altid var der super stemning, højt humør og stor fællesskabsånd da Skøjte og Sports forening Nord afviklede Efterårsferiecamp i Iscenter Nord i Frederikshavn de første tre dage i uge 42. Der var planlagt et tæt program med masser af træning på isen, off-ice og sociale aktiviteter. Tirsdagen bød blandt andet på “tortillia-tirsdag”, hvor søskende og forældre kom i Iscenter Nord til en sal hvor løberne havde dækket borde og pyntet op til en festlig tortilla-tirsdag tilsat masser af Halloween-(u)hygge.

I alt var der næsten 100 børn og voksne, der vovede sig ind blandt edderkopper, flagermus og skeletter og spiste sig godt mætte. Dette festmåltid var også tiltrængt efter at nogle af børnene havde prøvet kræfter med en hårdere off-ice end normalt med Anne Jensen som deres træner. Anne er tidligere dansk mester ved EM i triatlon.

En rigtig hyggelig aften med fællesskab og højt humør. Skøjte og sports forening Nord tog også deres medlemmer en tur i svømmehallen i Sæby. Det var en dejlig oplevelse efter alle timer med kolde tæer fra skøjtehallen. Hos Skøjte og sports forening Nord er der god forståelse for de forskellige behov hos både eliteløbere og breddeløbere, der lægges stor vægt på fællesskab og hygge på tværs af hold og alder. Derfor tog Skøjte og Sports forening Nord også alle camp-deltagere med en tur i biografen som afslutning på en intensiv camp.

Der blev udfordret med nye ting på isen og dannet nye venskaber på tværs af hold og alder, så det var en flok meget trætte børn og unge, der blev afhentet af forældrene ved Iscenter Nord onsdag aften.

Samtlige deltagere på campen støtter op om Knæk Cancer, og der blev taget et fantastisk billede, der allerede er delt mange gange på de sociale medier som Facebook og Instagram, hvor Knæk Cancer har skrevet følgende komentar: “Hvor er de altså bare dygtige, 1000 tak for billedet, og 1000 tak for støtten”.

For 10 af løberne i foreningen bød den sidste lørdag i efterårsferien på sæsonens første FunSkate-konkurrence. De tog turen til Silkeborg Skøjtehal til en dag tætpakket med masser af skøjteløb, og gensyn med venner fra andre klubber, hygge både i omklædningsrummet og på tilskuerpladserne. Der blevet heppet på hinanden og krydset fingre for alle. Som altid var konkurrencen delt op i en programdel og en elementdel. I programdelen stillede der seks ud af de ti tilmeldte op. For nogle var det første gang i programdelen. Alle piger løb deres flotte program, og det blev da også til tre podiepladser ved præmieoverrækkelsen.

Som noget helt fantastisk kom alle ti løbere videre til finalen i elementdelen. Lærke Gregersen Feldtmose, Julie Haagensen og Louise Nielsen stillede op i kategorien FunBubbles. Det var første gang at Julie deltog ved en FunSkate-konkurrence. Hun var en smule nervøs, men uden grund for hun løb utrolig flot, med flotte strakte arme og stort smil på læberne hele tiden.

I FunFlakes var det Anne Louise Langagergaard, som endnu engang mestrede denne kategoris elementer.

I FunCubes var der fire deltagere fra Skøjte og Sports forening Nord. Annabel Bøger, Camilla Langagergaard, Nynne Kamilla Nyborg og Silke Skrubbeltrang. Nynne var én af deltagerne ved foreningens Efterårscamp. Her var hun dog så uheldig at komme til skade med sin hånd, men trods sting i hånden og forbinding var hun én af dem, som stillede op til både program og element.

I den sidste kategori, FunCrystals, var det Freja Borsje Vittrup og Maria Langagergaard, som stillede op.

Alle pigerne gjorde det rigtig godt, og det blev til ikke mindre end 10 medaljer. Det var ikke kun pigerne som var stolte. Både deres forældre og ikke mindst deres trænere var utrolig stolte over den flotte indsats.

Samlet set blev det til en meget flot anden plads i den samlede klubkonkurrence, som finder sted ved FunSkate.

Ikke nok med alle disse flotte præstationer, så er tre af de dygtige løbere, Katja Xenia Nielsen, Chilie Vejrum Terp og Babeth Hansson Østergaard taget til Herning for at deltage i første del af Dansk Skøjte Unions uddannelse som træner.
De tre piger er i dag allerede i fuld gang som hjælpetrænere ved den daglige træning i Iscenter Nord.

I Skøjte og Sports forening Nord er de allerede i gang med forberedelserne til næste Funskate-konkurrence, som for første gang nogensinde kommer til Frederikshavn, og de glæder sig til at være værter for dette store arrangement. De forventer ca. 1.000 besøgende, forældre og deltagere den 23.-24. november. Der er gratis adgang og alle er velkomne.

Skulle der være børn, unge eller voksne, der har lyst til at prøve kræfter med skøjtesporten, har de hold for alle aldre og niveauer i Skøjte og Sports forening Nord og alle er velkomne. Gratis prøvetimer afholdes hver søndag kl. 16.00-16:45 og hver torsdag kl. 16.45-17.30.

 

En kommentar til: “Efterårscamp med Halloween tema”

  1. Peter Jensen den: 21 oktober - 2019 20:52

    Hej

    Fin annonce, kunne vi ikke få en link til disse gode resultater der er opnået i klubben, både Rank liste hvor klubberne er slået op, samt resultatlisten i Funskate konkurrencen.. kunne godt tænke mig at kigge nærmere på resultaterne.

    På forhånd tak.

Skriv en kommentar......