d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Sæby-elever løb for at støtte piger i u-lande

11. oktober 2019 - kl.10:48 - af:

SONY DSC

335 forventningsfulde og ivrige elever fra Sæby Skole stod fredag morgen linet op i Gybels Plantage klar til i den gode sags tjeneste at løbe nogle omgange på Hjertestien.

Og den gode sag var denne gang forenet med FN’s Internationale Pigedag – suppleret med assistance fra hjælpeorganisationen PlanBørnefonden, som havde en repræsentant til stede ved løbets start. For hver løbet omgang havde forældre / bedsteforældre tilbudt at sponsorere et beløb, som går til forbedring af pigers muligheder i fattige lande rundt om i verden.

Inden løbet blev sat i gang blev eleverne instrueret om, at det samtidig var vigtigt at passe på hinanden undervejs, og at der var lærere og pædagoger placeret på strategiske steder. Samtidig var der indlagt poster, som skulle passeres.

Herefter lød nedtællingen: 3-2-1-løb!

FN’s Internationale Pigedag
Fredag den 11. oktober er det FN’s Internationale Pigedag. Det markeres landet over, bl.a. sammen med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, udviklingsminister Rasmus Prehn og en masse unge fra verdens mest udsatte områder.
”Vi gør meget ud af Pigedagen, fordi vi mener, at al udvikling starter med pigerne og deres uddannelse. Vi ved, at for hvert år en pige bliver i skole, stiger hendes livsindkomst med op mod 20 %. Det betyder, at hun kan kæmpe sig ud af fattigdom og skabe et bedre liv for næste generation. Alligevel er der 130 millioner piger, der ikke går i skole. Det skal vi lave om på,” lyder det fra den administrerende direktør i PlanBørnefonden, Gwen Visti.

”Som sponsor støtter man, at vi hver dag kan arbejde for at give børn mulighed for uddannelse, tryghed og sundhed – uanset køn, så det i fremtiden ikke er nødvendigt at markere pigernes mange udfordringer med en særlig dag,” udtaler Gwen Visti.

Med elevernes løbevillighed og tilknyttet sponsorstøtte støttes der samtidig op om det 5. af FN’s 17 verdensmål: ligestilling mellem kønnene.

Sponsorbarn besøger Amalienborg
H.K.H. Kronprinsessen inviterer for første gang nogensinde et sponsorbarn indenfor på Amalienborg i anledning af FN’s Internationale Pigedag.

14-årige Farzana, der er sponsorbarn i Bangladesh, vil forklare om den virkelighed, hun kommer fra i Dhakas slum og tale med H.K.H. Kronprinsessen om pigers ret til skolegang.

På FN’s Internationale Pigedag bliver også PlanBørnefondens Pigepris uddelt. Prisen går til en person, organisation eller virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats indenfor ligestilling.

Tekst: Per Rye

 

Skriv en kommentar......