d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



”Matador” kommer til Sæby

12. september 2019 - kl.8:42 - af:

Museum_600x250

Det er i år 100 år siden, Sæby Museum blev stiftet, et år efter afslutningen af 1. verdenskrig. Det var en tid, hvor mange nye tanker fødtes, og malere og forfattere var i slutningen af 1800-tallet flyttet til provinsen for at beskrive ”det ægte Danmark”, fædrelandet. Blandt de kunstnere, der besøgte Sæby, skiller forfatterne Herman Bang og Gustav Wied sig ud, idet de begge i perioder boede i byen og brugte den og dens indbyggere i deres litteratur. Herman Bang boede på Clasens Hotel, Algade 3, hvor nu Byhistorisk arkiv ligger, og Gustav Wied boede i Villa Rolykke, som nu heldigvis er under restaurering efter at have været truet af nedrivning.

Netop disse forfattere har Sæby Museums Forening valgt at hylde i jubilæumsåret. Herman Bang og hans forhold til Sæby kunne opleves med samtidige fotos ved et foredrag på museet af museumsinspektør Jens Thidemann og dramatisering af den store novelle ”Ved vejen” foregik i riddersalen på Sæbygård, hvor skuespiller Inger Marie Madsen ydede en imponerende indsats. Gustav Wieds liv og forfatterskab blev grundigt beskrevet i foredrag af museumsdirektør Henrik Gjøde Nielsen i Musikhuset.

Som sidste del af den litterære odysse’ i Sæby bydes der lørdag den 21. september og søndag den 22. september på Lise Nørgaards ”Matador” som en værdig videreførelse af litteraturen om den lille provinsby. Lise Nørgaards serie ligger historisk som en værdig forlængelse af Herman Bangs og Gustav Wieds forfatterskaber, så den weekend flytter ”Matador” til Sæby. Musikhuset, Skolegade 6A er omdanner til ”Jernbanerestauranten”, og fra kl. 12.00 til 14.00 bydes der på stegt flæsk og persillesovs og lokal Sæby-fadøl. På væggen vises som næsten ”silent movie” det første afsnit af TV-serien ”Matador”, da en driftig forretningsmand etablerer sig i købstaden. Den gamle Bedford-rutebil fra Skagen kommer til byen og kører fra klokken 11.00 til 13.00 byrundture af godt en halv times varighed med lokal guide. Søndag danner riddersalen på Sæbygård rammen en for værdig afslutning på årets fødselsdagsarrangementer med matiné klokken 16.00.  ”Matadortrioen”, tre dygtige musikere fra Aalborg Symfoniorkester, spiller netop de musikstykker, Lise Nørgaard og Erik Balling havde valgt til ”Matador”, og der sælges kaffe og lagkage i pausen. Entréprisen er 110 kr. og 90 kr. for medlemmer af Kystmuseets støtteforeninger. Som en ekstra service, bringer Bedford-bussen os tilbage til 30’erne ved at køre ruten Sæby – Sæbygård tur/retur med start fra Sæby Museum. Bordbestilling til begge arrangementer kan ske på Sæby Museum, tlf. 98 46 10 77 Nordjyllands Kystmuseum/Sæby i åbningstiden hverdage kl. 11 -15. Sidste tilmelding er mandag den 16. september. Busbillet kan købes i bussen.

Som et appendiks viser Sæby Museum i oktober filmen ”Sommerglæder” fra 1943 efter Herman Bangs roman af samme navn, og i november udkommer Sæbybogen med artikler om Herman Bang og Gustav Wied i Sæby.

”Matadortrioen” er skabt af tre musikere fra Aalborg Symfoniorkester til at spille til matine’ i riddersalen på Sæbygård.

”Matadortrioen” er skabt af tre musikere fra Aalborg Symfoniorkester til at spille til matine’ i riddersalen på Sæbygård.

Skriv en kommentar......