d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Turisthus Nord lancerer massiv lystfiskerkampagne for Sæby

11. september 2019 - kl.12:35 - af:

Lystfisker 06 kopier

Lystfiskerturismen vækster og det giver et spændende udviklingspotentiale for Sæby, der er et rent lystfiskermekka med en bred variation af muligheder. Med det for øje investerer Turisthus Nord kr. 100.000 i en massiv lystfiskerkampagne, der lanceres i Danmark denne uge. Målet er at tiltrække flere lystfiskere til Sæby særligt i ydersæsonerne.

Interessen for lystfiskeri er i vækst i ind- og udland; faktisk er interessen så stigende, at den tidligere regering lancerede Danmarks første strategi for lystfiskerturisme. I den forbindelse fik VisitDenmark til opgave at fremme lystfiskerturismen i Danmark sammen med lokale og regionale turistforeninger.

Sæby rummer nogle enestående muligheder for lystfiskere – her kan man både fiske fra mole, ved å og kyst og fiskearterne er mange. Sæby er altså intet mindre end et lystfiskermekka, og derfor valgte turistforeningen Turisthus Nord at markedsføre Sæby i en stor lystfiskerkampagne i Nordtyskland tidligere på året.

I tillæg hertil har Turisthus Nord investeret kr. 100.000 i en massiv lystfiskerkampagne i Danmark Kampagnen, som lanceres denne uge, er også støttet af lokale aktører fra detail- og overnatningserhvervet.

Kampagnen kører på de sociale medier i hele landet samt via tv-spots på TV2Nord, TV2Øst og TV2MidtVest.

Lystfiskerkampagne led i langsigtet outdoorstrategi for Sæby
Lystfiskerfremstødet er første indsats i en langsigtet strategi, hvor Turisthus Nord vil brande Sæby som en spændende destination for outdoorturisme.

René Zeeberg, Turistdirektør i Turisthus Nord, udtaler: – Sæby rummer nogle spændende udviklingsmuligheder, når vi taler outdoorturisme, og det giver et vækstpotentiale for at tiltrække flere turister særligt i ydersæsonerne. Vi har kørt en række splittests via de sociale medier tidligere på året for at kortlægge hvilke segmenter vi skal gå efter i Sæby. Her viste responsen, at der i særdeleshed er interesse for lystfiskeri og MTB. Med det som afsæt har Turisthus Nord valgt at markedsføre Sæby som en spændende lystfiskerdestination for danske og tyske gæster, og vi har været i tæt dialog med de lokale erhvervsaktører i Sæby for at skabe det bedste set-up. Her har vi oplevet opbakning, og det glæder mig at lokale aktører også har bidraget til kampagnen, som forhåbentlig giver et godt udbytte til overnatningsstederne såvel som detailhandlen.

Hos det lokale overnatningserhverv glæder man sig også over den store markedsføringskampagne for Sæby. Udsigten til flere gæster i ydersæsonen giver spændende muligheder mener Hanne Stokholm fra Svalereden Camping: – Som en helårsåben campingplads er vi klar til at tage imod flere lystfiskerturister. Vores campinggæster sætter stor pris på Sæbys skønne natur med kyst og skov inden for en nær rækkevidde. Det giver jo muligheder for dejlige naturoplevelser året rundt – for børn såvel som voksne.

I forbindelse med lystfiskerkampagnen har Turisthus Nord produceret nye PR-videoer, der henvender sig til fire forskellige målgrupper herunder børnefamilier.

Læs mere om lystfiskeri i Sæby her

2 kommentarer til: “Turisthus Nord lancerer massiv lystfiskerkampagne for Sæby”

  1. Erik Larsen den: 16 september - 2019 13:26

    Var det ikke en ide at få løst problemet med spærring ved Vandmøllen inden kampagnen?

  2. Karsten Munk den: 17 september - 2019 08:19

    Turisthus Nord kan sætte en global bevægelse i gang, hvor alle lande forpligter sig til at fjerne forhindringer for fisk f.eks. de mange store vandfald i Alaska hvor fisk kæmper en næsten forgæves kamp for at komme til gydepladser oppe i floderne.

    Det er næsten ikke til at bære, at naturen er så ond ved de stakkels fisk, år efter år kæmper de den samme kamp.

    Hver gang jeg går i skoven møder jeg Skarnbasser som er væltet om på ryggen. Mange gange kan de ikke selv få sig vendt om, og sådan slutter deres liv.

    Milliarder af individer dør af den ene eller anden grund i naturen. Det er livets gang, og vi kan ikke forhindre det.

    Det er mulig nogle fisk har det svært ved Sæby mølle, men behøver vi ødelægge et af byens største seværdigheder og kulturminder af den grund ?

    Som tidligere nævnt, er jeg modstander af, at lystfiskere hiver en fisk op af vandet, trækker den sylespidse krog ud af munden på dem og smider dem tilbage i vandet.

    https://politiken.dk/indland/art5536642/Dyreetisk-R%C3%A5d-vil-forbyde-put-and-take-s%C3%B8er

Skriv en kommentar......