d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Regionsråd skal godkende regnskab for Sundhedshus Sæby

23. august 2019 - kl.0:12 - af:

Sundhedshuset7

Regnskab 2018 for Sundhedshus Sæby I/S er revideret og godkendt på bestyrelsesmøde i maj i år. Regnskabet fremlægges nu til godkendelse i henholdsvis Regionsrådet og Byrådet i Frederikshavn Kommune.

Regnskabet er det fjerde år i fuld drift. Der er dog stadig lokaler, som ikke er udlejede i den del af huset, som regionen garanterer for. Der gøres fortsat en stor indsats for at få de ledige lokaler lejet ud.

For Sundhedshus Sæby I/S som virksomhed er der ikke forskel på, hvorvidt der er lejet ud eller ej, da Region Nordjylland betaler den fulde leje mm. for ikke-udlejede lejemål.

I øjeblikket er der ud over kommunens andel lejet ud til et øjencenter, en fodterapeut, en jordemoderklinik, en kørende høreklinik samt en psykolog; dvs. at ca. 28 % af arealerne er udlejet.

Dialogen med potentielle lejere fortsætter, herunder med særligt fokus på interesserede alment praktiserende læger.

Resultatet for Sundhedshuset er ca. 248.000 kr. højere end budgetteret ud fra en omsætning på 2.998.300 kr. Dette skyldes primært højere indtægter end budgetteret samt manglende forventede renteudgifter, da lånet til finansieringen af anskaffelsessummen først er hjemtaget i 2019.

Bestyrelsen i Sundhedshus Sæby I/S har i foråret gennemført lånoptag til finansiering af anskaffelsessummen. Denne udgift har hidtil fremgået i form af en gæld til Region Nordjylland, idet regionen har stået for selve anlægssagen.

De opkrævede ydelser til dækning låneafdrag, som siden selskabets overgang til drift i 2014 har været ophobet på bankkonto, er brugt til nedbringelse af mellemregningen (anlægssummen) på i alt 23.539.789 kr. Beløbet, som er lånefinansieret, er derfor ændret til 18.300.000 kr. Lånet er optaget hos Kommunekredit med 20 års løbetid.

Regionsrådet har regnskabet på dagsordenen for det kommende møde den 26. august om eftermiddagen. Regionsrådets forretningsudvalg har for nylig indstillet, ar Regionsrådet godkender regnskabet.

Tekst: Per Rye

 

En kommentar til: “Regionsråd skal godkende regnskab for Sundhedshus Sæby”

  1. Kim H. den: 23 august - 2019 07:58

    28% af lokalerne er lejet ud!!!!!
    At man bygger et projekt til SÅ mange penge, uden at have lejet lokalerne ud på forhånd, forstår jeg ikke…. Kunne man ikke bruge de penge mere fornuftigt et andet sted???
    Ved godt det er et stykke tid siden det blev opført, og med små midler (også den gang) så overgår det min forstand, at man byggede det den gang…..

Skriv en kommentar......