d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Skov ved Solsbækvej tyndes og retableres

10. maj 2019 - kl.15:12 - af:

IMG_0083_600x250

Det lille skovstykke langs Solsbækvej over for enden af Brolæggervej har de seneste uger gennemgået en større renovering, og fredag formiddag var den store rydning, flishugning og planering i gang.

”Vi har tyndet skoven igennem, og der står nu kun nogle enkelte frøtræer tilbage af ædelgran. Det har ligget i støbeskeen længe, men der har nu etableret sig en ny generation af træer (eg, ædelgran m.m.) nedenunder, og de gamle sitkagraner er derfor blevet fældet for at give lys og luft til den nye trægeneration,” forklarer Søren Hoff Brøndum fra kommunens ejendomscenter.

Han påpeger, at det var tiltrængt, da træerne var i dårlig stand, og mange drattede ned på stranden. Nu har den nye underskov plads og lys til rigtigt at udvikle sig.

Træet er blevet flishugget tidligere på ugen. Fredag kører en traktorknuser og jævner gamle træstød og grenaffald på arealet for at pynte det af og gøre fremtidig klipning af arealet mulig. Herudover knuses der rynket rose (hybenrose).

Søren Hoff Brøndum nævner, at traktorknuseren også tager det påkørte eller væltede træ ned ud mod græsset og stien, så det kommer til at se mindre rodet ud og bliver nemmere at klippe i fremtiden.

Afdelingen for Park og Vej ved kommunen har revet den flot anlagte sti.

Anne Mette Finnerup, Frederikshavn Kommune, supplerer: ”Desuden opsættes en bænk tæt ved skrænten, så man kan sidde og nyde udsigten.

Det overvejes eventuelt at flytte skiltet med ”Sti til stranden” længere mod nord, hvor stien nu er, og det overvejes, hvorledes den kan færdiggøres ud mod Solsbækvej.

Det er Frederikshavn Kommune, som står for opgaven med assistance fra Hedeselskabet til at udføre dele af de praktiske opgaver. Arbejdet fortsætter de kommende dage.

Tekst og fotos: Per Rye

 

Skriv en kommentar......