d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Hørby Bazar med overskud på ca. 19.000 kr.

17. april 2019 - kl.8:32 - af:

Hørby bazar

Det blev en fantastisk Palmesøndag på Hørby Efterskole. I løbet af de 5 timer, som Bazaren varede fandt ca. 1100 gæster vejen forbi Hørby Efterskoles hal, som dannede rammen om Hørby Bazar for 6. gang. Dagen forløb med godt humør og rigtig kræmmer stemning. Arrangørerne Helle Brinkmann Larsen, Ann Bang og Hanne Jakobsen er ovenud tilfredse og betegner hele dagen som en stor succes. De beretter, at i alt 53 byer var repræsenteret og endda gæster fra Norge og Holland. Det har givet pote, at vi har orienteret os mod turisterne her op til påske. Ligeledes er der gjort et stort benarbejde i at omdele plakater og flyers i byerne rundt om Hørby. Vi har virkelig brugt vores netværk, forklarer de.

Af de mange tilbagemeldinger fra gæster og kræmmere tegner sig et billede af et loppemarked, hvor alle fra ung til gammel har hygget sig og følt sig godt tilpas. Især børnene har skiftet deres gamle legetøj ud med nyt. Det forlyder, at der har været god omsætning i boderne, og vi håber, at folk får lyst til at komme til Hørby igen næste år. Vi er også overbeviste om, at vores velbesøgte Cafe og timekonkurrencer i løbet af dagen har bidraget til den gode oplevelse. Vi er taknemmelig over den store opbakning og glæder os over at så mange forretningsdrivende og frivillige stiller op til at sponsere gaver og bage kager.

Det økonomiske resultat blev løseligt regnet sammen søndag aften og munder ud i at Hørbys foreninger kan glæde sig over ca. kr. 19.000, som nu kan blive fordelt mellem Hørby Bylegeplads, Hørby BørneMusikFestival, KFUM Spejderne og HI Gymnastik.

– Det er et kæmpe aktiv for os, at vi kvit og frit kan benytte hallen på Hørby Efterskole – det sætter vi virkelig pris på. Men intet kommer af sig selv, så stort skulderklap til alle de frivillige i Hørby, som stiller op og hjælper til med at få hele bazaren på benene. Uden dette ingen Bazar, slutter Hanne Jakobsen.

Trekløveret forventer en ny omgang Bazar i 2020.

Skriv en kommentar......