d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Nellemanns Haves Venner i Sæby vinder foreningspris

5. april 2019 - kl.11:21 - af:

Nellemanns Haves Venner

Flere hundrede nordjyske foreninger er i år blevet indstillet til Nordjyske Banks Foreningspris 2019, som er en nystiftet pris på i alt 100.000 kroner, der har til formål at sætte fokus på det gode sammenhold i det lokale foreningsliv. Her kan foreningen Nellemanns Haves Venner i Sæby nu glæde sig over at være blandt de tre vinderforeninger, som hver har vundet en pengepræmie på 33.333 kroner.  

Som noget helt nyt i år har Nordjyske Bank stiftet en ny foreningspris, hvor banken hylder de tre foreninger i Nordjylland, der i løbet af det forgangne år har udvist størst initiativ, bedste resultater eller skabt et positivt sammenhold i lokalområdet.

Flere end 200 foreninger, klubber og andre fællesskaber var i spil til Nordjyske Banks Foreningspris, hvor alle nordjyder har haft mulighed for at indstille en forening og afgive stemmer. Her endte i alt 20 foreninger i finalen, hvoraf de 10 med flest stemmer er valgt af nordjyderne selv.

Af de i alt tre foreninger, der løber med sejren, er Nellemanns Haves Venner i Sæby blandt vinderne. Til Nordjyske Banks aktionærmøde i Frederikshavn den 4. april fik foreningen således overrakt den fornemme titel og en pengepræmie på 33.333 kroner, som er en del af et samlet beløb på 100.000 kroner, der fordeles mellem hver af prisens tre vindere.

– Vi er meget glade for at blive værdsat, og det er dejligt at få anerkendelse, lyder det fra foreningens formand Hans Rødsgaard-Mathiesen, der uddyber, at prisen betyder, at de måske mulighed for at realisere flere at de projekter, der er på tegnebrættet:

– Vi vil gerne være et samlingspunkt i Sæby såvel som Nordjylland, hvor børnehaver, institutioner, motionister og turister kommer på besøg. Derfor arbejder vi på at få en grill- og undervisningsplads, hvor vi kan udfolde det fokus, vi har på inddragelse, økologi og arbejde med naturen.

Foreningen har cirka 300 medlemmer og blev startet i 2006 af en gruppe ildsjæle fra Sæby. Nellemanns Have blev anlagt i 1925 og rummer over 200 forskellige paradisæblesorter, som landinspektør Nic. Nellemann selv fremavlede og forædlede. Dengang var haven lukningstruet og tilgroet, men med foreningens virke er det i dag lykkedes at genetablere og udvikle haven, som rummer Nordeuropas største samling af paradisæbler.

Foreningen blev indstillet af Sæbygårdskolen, der betegner Nellemanns Have som et sted, hvor man kan mødes på tværs af alder og livssituation. Der er i haven gratis adgang hele året og blandt andet en bålhytte og servicebygning. Skolen og foreningen har arbejdet sammen om pasning af haven og dyrkning af køkkenhaver, og dommerkomiteen har netop lagt vægt på foreningens evne til at inddrage alle generationer i arbejdet med at bevare og udvikle haven:

– Foreningens initiativ og virke har gjort stort indtryk og imponeret alle. Nellemanns Haves Venner har formået at genopbygge en bevaringsværdig have og etableret et succesfuldt samarbejde med den lokale skole. Deres arbejde har fået Nellemanns Have til at blomstre igen og dermed formået at samle lokale og måske på sigt tiltrække flere turister. Det arbejde er vi stolte over at støtte, lyder det fra Nordjyske Banks områdedirektør i område øst, Torben Schioldan.

Hele Nordjyllands pris
Fælles for alle indstillede foreninger var de nordjyske rødder, og at foreningerne har udvist initiativ eller skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller i lokalområdet. Kandidaterne var meget forskellige og spændte fra gymnastik- og e-sportsforeninger over sociale tiltag, skuespil og lokalhistoriske fællesskaber.

– Generelt set har foreningerne en rigtig stor betydning for fællesskabet og sammenhængskraften i Nordjylland. Det vil vi gerne bakke op om ved at sætte fokus på det mangfoldige og værdifulde frivillige foreningsarbejde. Derfor er vi glade for at være med til at synliggøre de mange inspirerende foreninger, der findes her i landsdelen, fortsætter Torben Schioldan.

Med de tre vindere sikrer Nordjyske Bank, at præmien kommer foreningslivet til gode bredest muligt – både i forhold til geografi og indsatsområde. Derfor bestod dommerkomitéen også af nordjyder, der både er geografisk velrepræsenteret og med ekspertise inden for de kulturelle, sociale og sportslige områder.

– Foreningsprisen er hele Nordjyllands foreningspris. De mange indstillinger viser, hvordan foreningerne i Nordjylland blomstrer og skaber sammenhold og værdi i de enkelte lokalsamfund. Vi er glade for at fortsætte bankens tradition for at støtte foreningslivet, afslutter Torben Schioldan og understreger, at foreningsprisen er kommet for at blive.

De to andre vindere er blevet fundet på aktionærmøder i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn den 2. og 4. april. På www.foreningspris.dk kan du gå ind og læse mere om vinderen, og se hvem der har været indstillet til prisen.

Kriterier for prisen

  • Foreningen har sit virke og sine medlemmer i Region Nordjylland
  • Foreningen har sit formål indenfor det kulturelle, det sportslige, det sociale eller velgørende område
  • Foreningen har det forløbne år udvist initiativ, resultater og/eller har skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller lokalområde

Dommerkomitéens medlemmer:

  • Anders Broholm, kultur- og fritidsudvalgsformand i Frederikshavn Kommune
  • Karen Marie Hovmøller, advokat og partner hos Hovmøller & Thorup og formand for bestyrelsen i Gestus Nord
  • Jette Andersen, formand for Fortuna i Hjørring
  • Klaus Nielsen, pædagogmedhjælper og ildsjæl fra Dybvad
  • Lars Sennels, teaterdirektør i Vendsyssel Teater i Hjørring
  • Lasse Rich Henningsen, administrerende direktør i Musikkens Hus i Aalborg

Skriv en kommentar......