d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Handicappolitik med lige muligheder for alle

13. marts 2019 - kl.8:27 - af:

frederikshavn_kommune_raadhus_6

Med en ny handicappolitik – den 3. i rækken siden kommunesammenlægningen i 2007 – rækker Frederikshavn Kommune ud og inviterer til samarbejde om at realisere politikkens visioner og ambition.

Kommunen bidrager med relevant støtte og kompensation til borgere, som har behov for det. ”Men for at vi kan lykkes med politikkens ambition om lige muligheder for alle, er det afgørende, at alle tager del i arbejdet med at føre politikken ud i virkeligheden,” lyder det indledningsvis i det udarbejdede kompendium.

Handicappolitikken er blevet til i en fælles indsats, hvor mange har bidraget til udarbejdelsen. Bidragene er kommet fra cafémøder, kommunens hjemmeside, sociale medier og i arbejdsgrupper. De medvirkende har været borgere, foreninger, medarbejdere fra kommunens fagcentre, Handicaprådet og politiske udvalg.

Håndterer funktionsnedsættelser
”Handicappolitik handler om, hvordan vi håndterer funktionsnedsættelser. Jeg tror på, at vi med ambitionen ”lige muligheder for alle” kan få skabt en kultur i Frederikshavn Kommune, hvor vi indgår i et ligeværdigt og udviklende samspil med hinanden uanset hvilke forudsætninger vi har,” lyder det indledningsvis fra formanden for Socialudvalget, Ole Rørbæk Jensen (A).

Borgere med handicap skal have den rette støtte, så de kan deltage i fællesskabet på egne præmisser. ”Politikken er udgangspunkt for, at vi alle imødekommer funktionsnedsættelser i det vi gør. Med udgangspunkt i politikken sætter vi fokus på, at vi alle har et socialt ansvar, der giver både rettigheder og pligter i udviklingen af fællesskabet,” siger Ole Rørbæk Jensen og fortsætter budskabet: ”Med fokus på selvhjulpenhed, deltagelse og viden markerer vi, at det er i samspillet mellem den enkelte, fællesskabet og det vi ved fælles indsats kan skabe sammen, at vi opnår de bedste resultater.”

Det er Socialudvalgets ønske, at alle i Frederikshavn Kommune samarbejder på en sådan måde, at man sammen kan realisere ambitionen om lige muligheder for alle.

Styrke sammenhold og dialog
Frederikshavn Kommune ønsker at handicappolitikken skal medvirke til at styrke samarbejdet og dialogen med borgere, på tværs af kommunen, regionen, frivillige foreninger og interesseorganisationer, uddannelser, kultur- og erhvervsliv.

Med i visionen er, at man i Frederikshavn Kommune tror på, at alle mennesker har potentiale. ”Med det mener vi, at alle kan udvikle sig fra, hvor de er,” siges det i oplægget.

Den, der kan selv, skal selv
Med tidlig indsats forebygges, at borgere med moderate eller midlertidige funktionsnedsættelser udvikler et behov for længerevarende eller mere indgribende indsatser. Den, der kan selv, skal selv.

På sundhedsområdet betyder det, at sundhed ikke kun forstås som fravær af sygdom, men en tilstand af fysisk, psykisk og socialt velvære. Her er fokus på forebyggende og målrettede tilbud. På beskæftigelsesområdet betyder det, at der arbejdes på at bygge bro mellem erhvervsliv og borgere med handicap, så flere med handicap får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Helhedsperspektivet betyder generelt set, at man ser på det hele menneske med fysiske, mentale og sociale behov. Derfor arbejdes der med sammenhæng i indsatser og samarbejde på tværs. For kommunens arbejde med handicap i børnefamilier betyder helhedsperspektivet, at fokus ikke kun er på det enkelte barns funktionsnedsættelse, men på hvordan hele familien fungerer, og hvad familien samlet set har brug for støtte til.

Meningsfyldt liv på egne præmisser
Med rehabilitering arbejdes der målrettet og tidsbestemt i en samarbejdsproces mellem borger, pårørende og fagpersoner. Formålet er, at borgere med en funktionsnedsættelse opnår et selvstændigt og meningsfyldt liv på egne præmisser.

Frederikshavn Kommune arbejder for at sikre inklusion og tilgængelighed for alle. Inkluderende fællesskaber handler om indhold, identitet og tilhørsforhold i livet. Derfor arbejdes der med at skabe mulighed for, at ”du kan blive en aktiv og værdifuld deltager i de fællesskaber, som er meningsgivende for lige netop dig.”

På skole- og dagtilbudsområdet arbejdes med fokus på inkluderende fællesskaber og læringsmiljøer.

Frederikshavn Kommune udvikler tilbud, hvor borgerens sociale netværk ”kan bringes i spil”, og hvor der er fokus på individuelle behov i fælles indsatser.

Retningslinjerne er i denne tid til politisk behandling i en række udvalg, bl.a. Socialudvalget den 13. og Folkeoplysningsudvalget den 14. marts.

Link til kompendiet om handicappolitikken. Gå til side39-65:
https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=Socialudvalget%202018-2021&date=13-03-2019%2015.15%20-%2017.30&fileName=Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf

Tekst: Per Rye

 

 

 

 

2 kommentarer til: “Handicappolitik med lige muligheder for alle”

  1. Kirsten Ramlov Kristensen den: 15 marts - 2019 21:38

    Jeg skriver, for at spørge om det er slut, med at læse dødsannoncer herunder, på denne side, som vi jo har været vant til.?

  2. Henrik Christensen den: 16 marts - 2019 09:14

    Hej Kirsten

    Det er det bestemt ikke og som det også står i “lysavisen” i toppen, kan de fortsat findes nederst på siden.

Skriv en kommentar......