d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Godt 8.000 besøgende på Sæby Museum

8. marts 2019 - kl.13:01 - af:

Museet_600x250

Sæby Avis bragte forleden en artikel om stærkt forøget besøgstal på Kystmuseet i Frederikshavn Kommune. Kystmuseet omfatter museerne i Sæby, Skagen, Bangsbo samt Bangsbo Fort.

Opgørelserne for besøgstallene i både 2017 og 2018 er foretaget i henhold til de nye retningslinjer for museumsstatistik, som er formuleret af Danmarks Statistik. Det stigende antal besøgende er resultatet af et målrettet arbejde, som har båret frugt, og målsætningen for 2018 er blevet mere end indfriet.

2017 blev samlet set et publikumsmæssigt rekordår for Kystmuseet. Aldrig før havde så mange besøgt museet, der kom ud med et samlet besøgstal på 242.110 gæster.

Besøgstallet betyder også, at Kystmuseet har opnået ikke mindre end 2 placeringer i Visitnordjyllands Top 10 over de mest populære nordjyske attraktioner. Her finder vi Kystmuseet Skagen på en 7. plads og Kystmuseet Bangsbo Fort på en 10. plads.

Sæby Avis har efterfølgende spurgt museumsdirektør, forskningschef, PhD, Henrik Gjøde Nielsen, om, hvorledes tallet ser ud i Sæby.

Det oplyses, at det specifikke tal for Sæby er 8.069 besøgende. Det er langt fra tilstrækkeligt til Top 10.

”Man kan ikke sige, hvad der skal til i forhold til barometeret. Det afhænger af alles enkelte tal og er en variabel,” forklarer Henrik Gjøde Nielsen.

”Til det specifikke Sæby-tal lægges så i forhold til Danmarks Statistik kulturmiljøbesøgende i Sæby, som ikke tæller med i Top10. Men det tal udgør sammen med specifikt Sæby-tal 41.069. Det er så det totale tal for Sæby, indberettet til Danmarks Statistik,” forklarer Gjøde Nielsen og tilføjer, at der således er tale om to forskellige opgørelser, eller mere præcist to forskellige måder at bruge opgørelserne på.

Man fristes til at sige, at man taler statistik her, og så er der ikke noget, der bare er enkelt!

Link til forrige artikel om besøgstal på Kystmuseet:
http://www.saebyavis.dk/2019/03/07/museet-overgaar-sig-selv-med-publikumsrekord-2018/

Tekst: Per Rye

 

 

Skriv en kommentar......