d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



2018 var meget tilfredsstillende for Fusionsbank

26. februar 2019 - kl.8:16 - af:

Nordjyske bank_600x250

Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank offentliggør nu sit første samlede årsregnskab efter fusionen for knap et år siden. Regnskabet indeholder både stigende indtjening, stigende udlån og kundetilgang, og bestyrelsen beskriver resultatet som ”meget tilfredsstillende”.

Fusionen mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank, der i forsommeren 2018 resulterede i Danmarks nu 6. største bank, er gået godt, hvis man skal dømme ud fra årsregnskabet for 2018, der i dag er blevet offentliggjort:

– Bankens basisresultat – det vil sige den samlede indtjening minus omkostninger og nedskrivninger på udlån – stiger med 9% til 1.092 mio. kr. Dette resultat er sikret ved en fortsat positiv kundetilgang og en udlånsvækst på 7% til nu 33 mia. kr., fortæller bankdirektør Claus Andersen og fortsætter: – Ser vi alene på den nordjyske del, så har vi – på trods af fusionsarbejdet – bidraget med en udlånsvækst på godt 4%, en indlånsvækst på 7% og en positiv nettokundetilgang også i 2018. Det er vi meget tilfredse med.

Fusionsbanken vil for regnskabsåret 2018 udbetale 310 mio. kr. i udbytte, hvilket svarer til 10 kr. pr. aktie. Det betyder, at de 31 tusinde nordjyske aktionærer kan se frem til at modtage et pænt beløb sidst i marts måned.  Den samlede udlodningsprocent for 2018 bestående af udbytte og værdi af aktietilbagekøb udgør hele 64%.

– Dette afkast er i særklasse – selvfølgelig på grund af fusionen – men også fordi det går godt i banken, og fordi kunderne generelt er tilfredse, forklarer Claus Andersen.

Det bekræftes af Analysefirmaet Voxmeter, der netop har offentliggjort en ny image- og omdømmeanalyse af den danske banksektor. Heraf fremgår det, at Nordjyske Bank fortsat har det bedste image og omdømme blandt de nordjyske pengeinstitutter. På landsplan indtager Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank henholdsvis en 1. og 3. plads målt på image og omdømme Kundetilfredsheden også er i top. Her har de to banker henholdsvis en 2. og 4. plads på landsplan.

Tre aktionærmøder
Fusionsbankens generalforsamling finder sted i Ringkøbing den 20. marts 2019. I Nordjylland afholder Nordjyske Bank derefter tre aktionærmøder i Aalborg den 28. marts, i Hjørring den 2. april og i Frederikshavn den 4. april:

– Vi afholder aktionærmøder for at sikre den nære forbindelse til vores mange lokale aktionærer, men også for at uddele tre foreningspriser på hver 33.000 kr. til lokale foreninger, der gør en forskel, fortsætter Claus Andersen.

Foreningsprisen er helt ny og går til tre lokale nordjyske foreninger, der i 2018 har udvist initiativ, resultater og/eller har skabt positivt sammenhold for sine medlemmer eller lokalområde og har sit formål inden for sport, kultur, social eller det velgørende område.

Positive forventninger til 2019
Nordjyske Bank har også høje forventninger til 2019. Her bliver hovedopgaven ifølge Claus Andersen fortsat at servicere bankens nuværende kunder, men også at fortsætte udbygningen af bankens brand og markedsandel i Nordjylland.

Det skal blandt andet ske via en række tiltag, som allerede er i gang med at blive implementeret. På erhvervsområdet har Nordjyske Bank etableret et nyt Erhvervscenter Aalborg på Torvet i Nørresundby. Erhvervscentret tæller 26 medarbejdere og er blandt de allerstørste i Nordjylland med fokus på stærke erhvervskompetencer, lokal beslutningskraft og korte beslutningsveje.

Derudover vil Nordjyske Bank tage markedsandele på private banking-området, hvor Ringkjøbing Landbobank er blandt landets bedste. Her har Nordjyske Bank etableret en helt ny afdeling, der ledes fra bankens kontor i Hasseris i Aalborg og består af i alt 13 medarbejdere i Aalborg og Frederikshavn, som skal servicere både eksisterende og nye privat- og erhvervskunder i hele Nordjylland inden for dette segment.

Nordjyske Bank vil i 2019 generelt intensivere sine investeringer i udvikling af rådgivernes kompetencer. Det gælder inden for bankens kerneområder bolig, forsikring, pension, investering m.v., men også inden for rådgivning om samspillet mellem kundernes formueforhold og gældsforhold:

– Vi vil arbejde på at udbygge vores position inden for rådgivning om formue- og gældsforhold under èt. Her står vi stærkt i dag, men vi ser et stort potentiale i at tænke det yderligere sammen med henblik på at optimere kundernes økonomi mest muligt, slutter Claus Andersen.

Fusionsbanken forventer i 2019 et basisresultat for hele banken i intervallet 950 – 1.150 mio. kr. plus resultatet af fondsbeholdningen.

Skriv en kommentar......