d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Ærgrer sig over mangel på visioner for idrætsbørnehave

12. februar 2019 - kl.20:03 - af:

Asger Mortensen copy

Kommunens Børne- og Ungdomsudvalg har tirsdag drøftet en mulig flytning om et par år af den selvejende idrætsbørnehave Bispevang til en ny placering integreret i det kommende Sæby Spektrum ved Sæby Fritidscenter.

Forud for mødet havde børne-, ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektør Carsten Sand Nielsen over for udvalgets 7 politikere anbefalet en flytning under forudsætning af, at dagtilbudsområdets ejendomsudgifter til Idrætsbørnehaven Bispevangs lokaler forbliver uændrede i forhold til budget 2021.

Asger Mortensen (V) – i øvrigt bosat i Sæby – har rettet kontakt til Sæby Avis efter tirsdagens møde, som endte med, at alle udvalgets medlemmer undtagen ham selv gik ind for direktørens indstilling, som reelt betyder, at der i de kommunale budgetter fra og med 2021 ikke er plads til en driftsforøgelse på ca. 125.000 kr. ved en flytning.

”Dermed må man i første omgang betragte en flytning som værende sendt til hjørne,” konstaterer Asger Mortensen. Sæby Spektrum og børnehaven er i princippet enige om et lejemål fra 2021 i de lokaler, som i dag udgør Sæby Familie- og Firmaidræts administrations- og omklædningsrum. Men en flytning vil efter alt at dømme medføre en årlig merudgift. Så denne gang skulle udvalget tage stilling til (kommunale) kroner og ører ved en flytning.

”Jeg forstår godt, at det øvrige udvalg holder sig strengt til det nuværende budget, men jeg ærgrer mig bare enormt over, hvad jeg finder, er mangel på visioner for børnehaveområdet (for 3-6-årige) i Sæby,” lyder det fra Asger Mortensen, der mener, at 125.000 kr. årligt er en meget beskeden udgift for en inspiration, der i høj grad vil betyde en tiltrækkende og attraktiv daginstitution, som også vil kunne bidrage til at lokke nye børnefamilier – og dermed skattekroner – til Sæby.

”Lige nu må børnehaven dyrke idræt i bygningerne på Bispevang eller måske ty til Nordjyllandshallen ved Kjeldgaardsvej. Lad os som politikere i stedet stå sammen om at udsende et klart signal om visioner, der kan bidrage til børns sundhed, når de dyrker idræt,” lyder appellen fra Asger Mortensen, der ikke et øjeblik er i tvivl om, at flytningen er led i et super fantastisk projekt.

Asger Mortensen finder, at nu i første omgang sender BUU-udvalget og siden formentlig også Byrådet et signal til Sæby Spektrum om, at kommunen ikke vil understøtte det påtænkte projekt med ekstra økonomi. Han gør samtidig opmærksom på, at der er den detalje i hele beslutningsprocessen, at Børnehaven Bispevang er nedslidt, og at det, hvis den må forblive på den nuværende placering, vil blive nødvendigt med en ganske omfattende renovering, som kommunen i sidste ende meget vel kan komme til ”at hænge på” økonomisk.

Asger Mortensen håber, at en løsning vil vise sig, og han opfordrer samtidig på det kraftigste lejer og udlejer – altså børnehave og Sæby Spektrum – til at sætte sig sammen og på ny drøfte situationen.

Udvalgets formand er Anders Brandt Sørensen (A). Foruden ham består udvalget af yderligere 4 socialdemokrater, en SF’er samt en fra Venstre.

Link til artikel forleden om den mulige flytning:
http://www.saebyavis.dk/2019/02/08/boernehaven-bispevang-oensker-andre-lokaler/

Link til udvalgets dagsorden, hvor der formentlig meget snart vil være et referat at læse: https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=B%C3%B8rne-%20og%20Ungdomsudvalget%202018-2021&date=12-02-2019%2015.30%20-%2018.30&fileName=Dagsorden%20-%20%C3%85ben.pdf

Tekst: Per Rye

 

 

 

En kommentar til: “Ærgrer sig over mangel på visioner for idrætsbørnehave”

  1. Per Rye den: 14 februar - 2019 09:48

    Således lyder indstillingen forud for mødet og den beslutning, som er ført til protokols:
    Indstilling
    Børne-, ungdoms- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller, at Børne- og
    Ungdomsudvalget
    1. anbefaler flytningen under forudsætning af, at dagtilbudsområdets
    ejendomsudgifter til Idrætsbørnehaven Bispevangs lokaler forbliver uændrede i
    forhold til budget 2021
    2. sender svarbrev til Idrætsbørnehaven Bispevang med udvalgets beslutning.
    Beslutninger:
    1. Et flertal i udvalget godkender indstillingen.
    2. Et flertal i udvalget godkender indstillingen.
    Venstre kan ikke tiltræde indstillingen, da Venstre mener, at udvalget bør kunne finde de
    manglende 125.000 kr. til driftsomkostninger i budget 2021.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion