d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Læserbrev: Tale er GULD og gør vores institutioner bedre

5. februar 2019 - kl.13:04 - af:

IMG_7633 kopier

For fjorten dage siden strøg der en væsentlig kampagne over Danmark fra BUPL, hvor der blev slået et slag for ytringsfrihed og mulighed for medarbejdere til at deltage i vores allesammens debat om at gøre vores velfærdsstat bedre. Institution for institution.

Vi ser det som helt afgørende for vores velfærdssamfunds virke, at alle medarbejdere bakkes op i at deltage i forbedringen af vores institutioner på alle niveauer. Alle indspark skal hilses velkomne – uanset om der også er kritik i blandt. Vores samfund og vores institutioner er ikke perfekte. Det bliver de måske aldrig. Men vi skal blive ved med at stræbe efter, at driften i institutionerne er så smidige og ordentlige som muligt til størst glæde for borgerne i kommunen. Når institutionerne kører godt, er der samtidig også et godt arbejdsmiljø. Det går hånd i hånd.

Det er vores oplevelse, at bekymringer og overvejelser vedr. den daglige drift bliver drøftet åbenhjertigt i vores MED-system i kommunen. På disse møder kan alle sager bringes op – og erfaringen er, at alle sager, der ønskes drøftet bliver drøftet.

Vi er stolte af vores MED system. Men skulle det alligevel ske, at medarbejdere ikke føler sig hørt eller ikke oplever, at blive taget alvorligt, så er alle – ALLE – altid velkommen til at tage fat i BUPL eller Formanden for B&U-udvalget. Vi vil aldrig nogensinde acceptere, at medarbejdere ikke tør sige noget af frygt for repressalier, eller at medarbejdere oplever at blive negligeret.

Lad os derfor ikke være så bange for at høre på hinanden – uanset at vi ikke altid er enige. På den måde får vi de bedste og mest velfungerende institutioner med et stærkt ejerskab hos den enkelte medarbejder.

Kristian Tornby, Faglig sekretær BUPL

Anders Brandt Sørensen(S), Formande for Børne og Ungdomsudvalget i Frederikshavn kommune

Skriv en kommentar......