d. - 9. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Ny vurdering ændrer planen for snerydning

5. februar 2019 - kl.18:46 - af:

Sneplov_600x250

I forbindelse med den sidste uges snefald, har Teknisk Udvalg på møde den 4. februar 2019, revurderet Vinterregulativet i Frederikshavn kommune for året 2019.

Teknisk Udvalg besluttede på mødet, at der foretages snerydning på vinterklasse 3 og 4 veje, når vinterklasse 1 og 2 veje er ryddet. Rydning af klasse 4 veje foretages inden for normal arbejdstid.

Desuden besluttede Teknisk Udvalg, at der foretages snerydning af sommercykelstier der jfr. Vinterregulativet ikke skulle ryddes. Dette foretages også inden for normal arbejdstid.

Beslutningen gælder ekstraordinært ind til 15. april 2019 og kun snerydning. Det vil sige, at der ikke glatførebekæmpes på klasse 4 veje og sommerstier. Sagen genoptages i forbindelse med revidering af vinterregulativet for 2019/2020, som er gældende fra 15. oktober 2019, udtaler formanden for Teknisk udvalg, Karsten Thomsen.

Nedenfor er en beskrivelse af de 4 vinterklasser efter beslutningen i Teknisk udvalg.
De kommunale veje inddelt i vinterklasser fra 1 til 4, hvor vinterklasse 1 har højest prioritet. Hvornår og hvor ofte en vej eller sti bliver ryddet og saltet afhænger altså af, hvor høj prioritet den har.

Vinterklasse 1
Vinterklasse 1 omfatter veje, der har en afgørende betydning for afvikling af den gennemkørende trafik, og veje til hospitaler, beredskaber, samt brand- og redningsveje. Vejene bliver saltet og ryddet for sne på alle tider af døgnet.

Vinterklasse 2 

Vinterklasse 2 omfatter veje, der udgør bindeleddet mellem gennemfartsveje og lokalveje. Det kan fx være veje mellem enkelte bysamfund eller kvarterer i større byer. Vejene bliver saltet og ryddet for sne som minimum mellem kl. 5:00 og 22:00.

Vinterklasse 3
Vinterklasse 3 omfatter lokalveje og pladser, der har betydning for afvikling af den lokale trafik, fx veje på landet. Vejene bliver saltet og ryddet for sne alle ugens dage i tidsrummer 06 – 18.00, efter vagtberedskabets vurdering, når man er færdige med klasse 1 og 2 veje.

Vinterklasse 4
Vinterklasse 4 omfatter veje til enkeltbruger områder og boligveje. Vejene sneryddes inden for normal arbejdstid, når man er færdig med klasse 1, 2 og 3 veje.

Vinterkortet giver dig et overblik

www.frederikshavn.dk kan du finde vinterkortet, som viser, hvilke vinterklasser de enkelte veje har. Du kan også søge din vej frem og se, hvilken vinterklasse netop din vej har.

Center for Park og Vej, iværksætter ændringerne fra d.d.

Skriv en kommentar......