d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Hilser udspil om plastindsamling velkommen

6. december 2018 - kl.0:33 - af:

forsyningen (1)

Forsyningen i Frederikshavn Kommune hilser det nye udspil fra Miljø-, Natur- og Fødevareministeriet om mere ensartet indsamling af plastaffald velkommen.

Sæby Avis har været i kontakt med formanden for Forsyningen, Jens Hedegaard Kristensen (A). Denne siger, at man naturligvis vil forberede sig på at finde løsningsmuligheder i forhold til de direktiver og bestemmelser, som måtte blive besluttet fra Christiansborg og ministeriet.

”I første omgang må vi afvente og se, hvad regeringen og det øvrige folketing måtte finde frem til af ”spilleregler” for at aftage forbrugernes plastaffald, og det skal i hvert fald sikres, at vi ikke ender med, at indsamlet plastaffald brændes af eller eksporteres til udlandet og deponeres,” forklarer Jens Hedegaard Kristensen og påpeger, at en indsamling i dag ikke er rentabel, da det kniber meget med afsætning af indsamlet plastaffald.

Han nævner, at fyldpladserne allerede i dag er klar til at modtage større plastaffald som fx en havebænk i plast. Ligeledes kan fyldpladserne sagtens håndtere plastflasker og en del øvrig plastemballage.

Om de enkelte områder rundt om i kommunen peger Jens Hedegaard Kristensen på, at de papircontainere, som findes ved en stor del af kommunens husstande formentlig kan ”laves” todelt til henholdsvis papir og plast. I Sæby-området sørger de uniformerede spejderkorps for indsamling af papir, men her kan det jo så, som Hedegaard Kristensen udtrykker det ”blive nødvendigt at ryste op med en container til plast og evt. papir.

Afventer nærmere udspil fra regeringen
”Men vi er i første omgang nødt til at afvente et nærmere udspil fra regeringen. Som det er i dag, er der meget lidt efterspørgsel på plastaffald, og en ensartet indsamling landet over skal jo meget gerne også kunne ses som et rentabelt regnestykke,” lyder det fra Forsyningens formand.

Han gør opmærksom på, at forsyningernes brancheforening, Dansk Affald, selvfølgelig er i tæt dialog med relevante myndigheder om forskellige muligheder. Hedegaard Kristensen forventer dog, at der vil gå fra 1 til 5 år, inden en ensartet ordning kan være på plads rundt i landet.

Hvis han adspurgt skal gisne om, hvor regeringens tanker kunne bære hen, kunne han forestille sig, at nogle store virksomheder opnår gunstige lånevilkår og økonomisk støtte fra centralt hold, så der kan etableres effektive behandlingsanlæg for indsamlet plast.

Forsyningen i Frederikshavn Kommune er altså klar til at se nærmere på mulighederne, men afventer nærmere retningslinjer fra regeringen og Miljø-, Natur- og Fødevareministeriet.

Tekst: Per Rye

 

 

 

En kommentar til: “Hilser udspil om plastindsamling velkommen”

  1. Conny Egeborg den: 6 december - 2018 10:52

    Der står i artiklen, at fyldpladserne allerede nu er klar til at tage imod plastaffald.
    Dette undrer mig. Vi har hjemme hos os taget en beslutning om at affaldssortere og genbruge plastic. Hen over sommeren havde vi samlet ikke mindre end 3 sække plastaffald. Det var bla. rengjorte, shampooflasker, ketchupflasker, og en del plast fra et større byggeprojekt. Da vi kom på genbrugspladsen i Sæby, fik vi af vide, at det bare skulle smides i småt brandbart!!
    Så føler man sig da lidt til grin.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion