d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



DitoBus i Holbæk opkøber Nilles Busser i Dybvad

6. december 2018 - kl.11:37 - af:

Nilles

Ejerne af Nilles Busser, Lars og Niels Jørgen Bock, har besluttet at afhænde virksomheden til DitoBus. Nilles Busser A/S kommer fra d. 1. jan. 2019 til at være en del af DitoBus Gruppen.

”Nilles Busser kan nu fortsætte på en god måde og i en stærkere udgave. Udviklingen går stærkt inden for bl.a. digitalisering og forretningsudvikling, og vi tror på, at DitoBus med sin størrelse og sit engagement kan bringe Nilles Busser videre på bedste vis. Der er også stor lighed mellem de værdier, som Nilles Busser og DitoBus er bygget på”, siger Lars og Niels Jørgen Bock. ”Begge virksomheder bygger på glæde, kvalitet og ordentlighed som bærende værdier”.

”Muligheden for at viderebringe virksomheden er en cadeau til det arbejde, som alle med tilknytning til Nilles Busser har udført. Som virksomhedsledere har det været spændende og motiverende at stå i spidsen. Vi kan overdrage en virksomhed i en flot og sund udvikling”, siger Lars og Niels Jørgen Bock.

Nilles Busser hører hjemme i Dybvad, hvor virksomheden i 1947 blev stiftet af Aase og Nille Bock. I 2015 afhændede Lars og Niels Jørgen Bock 80 pct. af datterselskabet, Nilles Rejser A/S, til Aller Koncernen, og i 2016 blev de resterende 20 pct. overdraget til Aller. Nu følger altså salget af resten af virksomheden, nemlig busselskabet, Nilles Busser.

Nilles Busser udfører al rejsebuskørslen for det kendte rejsebureau, Nilles Rejser. Med udgangspunkt i samme domicil som Nilles Rejser A/S vil Nilles Busser A/S fortsat servicere rejsebureaet med egne luksusturistbusser og sammen med etablerede buspartnere. Herudover har Nilles Busser A/S en række andre gode kunder, herunder efterskoler, sportsforeninger og firmaer samt rutekørsel for Nordjyllands Trafikselskab. Virksomheden råder over otte luksusturistbusser, fem rute- og turistbusser samt to minibusser. Lars og Niels Jørgen Bock fortsætter indtil videre i Nilles Busser.

”Vi er meget glade for og stolte over, at vi er blevet enige med Lars og Niels Jørgen om salg af Nilles Busser. Nilles er en institution i hele Jylland, og vi tror, at vi sammen med Aller Koncernen kan viderebringe Nilles Rejser og Nilles Busser på en måde, som både kunder og familien Bock kan være tilfredse med. Vi vil gå til opgaven med stor entusiasme, men også med stor ydmyghed”, siger Ib Gregers Boers, der sammen med sin bror, Niels Gregers Boers, ejer DitoBus Gruppen.

DitoBus Gruppen har hovedsæde i Holbæk. Virksomheden er stiftet i 1950 og beskæftiger ca. 700 medarbejdere. DitoBus omfatter ca. 300 busser og forventes i 2019 at omsætte ca. 410 mill.kr.

DitoBus Gruppen vil efter købet af Nilles Busser have en relativt stor virksomhed i Nordjylland. I 2016 købte DitoBus nemlig aktiemajoriteten i Jørns Busrejser i Brønderslev. Jørns Busrejser har siden 2016 været inde i en god udvikling og har, sammen med søstervirksomheden, Jørns Rutetrafik, fordoblet sin omsætning over de seneste 2 år.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion