d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Første spadestik til Skjolds kunstgræsbane

5. december 2018 - kl.8:50 - af:

Kunstgræsbane

Søndag den 2. december trodsede mange det kolde vejr og dukkede op på Sparekassen Vendsyssel Arena for at se, da gravearbejdet på den nuværende bane 2 blev påbegyndt.

Formand, Flemming Thingbak, bød velkommen ved banen. Her takkede han både de fremmødte, herunder borgmester, Birgit Hansen, men også alle, der i større eller mindre grad, har bidraget til at gøre kunstgræsbanen til mere end blot en drøm. Særlig sponsorer og private, som har bidraget økonomisk til at få projektet til at blive en realitet, fik en stor tak af formanden.

Efter velkomsten blev ordet givet videre til dagens særlige gæst. Borgmester, Birgit Hansen, var i dagens anledning, mødt op på Sparekassen Vendsyssel Arena for at markere den glædelige begivenhed. Borgmesteren udtrykte sin glæde på klubbens vegne, og roste særligt klubben for den flotte indsats, der er gjort, så der fra næste år kan tilbydes endnu bedre forhold for samtlige spillere i klubben. Desuden pointerede borgmesteren også, at IF Skjold Sæby er kommunens højest rangerende hold – en bemærkning som naturligvis faldt i god jord blandt de fremmødte.

Efterfølgende fik borgmesteren lov til at tage det første spadestik til klubbens nye kunstgræsbane til stor jubel for alle. Herefter fulgte formand, Flemming Thingbak, samt klubbens yngste medlem, Asger Møller Lundgren, og klubbens ældste medlem, John Sørensen.

Til sidst serverede klubben pølser og brød til alle i en fyldt Café Nordjyske Bank, hvor der var mulighed for at få varmen igen.

En kommentar til: “Første spadestik til Skjolds kunstgræsbane”

  1. Flemming Sten den: 6 december - 2018 11:40

    Kunstgræsbane i Sæby.

    Det er glædeligt at der sker noget i Sæby, så der kan komme gang i spaden, og alle kan være stolte.

    Hvad jeg ikke kan se af artiklen er, hvilke tanker man har gjort sig om at fjerne de 4-5 tons gummegranulat der hvert år forurener den omkringliggende natur.
    Men måske er jeg for hurtigt ude?

    Med venlig hilsen
    Flemming Sten

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion