d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Hjulene på bussen kører rundt

2. december 2018 - kl.8:20 - af:

Hørby_Turist

Hørby Rute- og Turistbusser vil gerne være kendt for kvalitet og stabil drift, men kedelige historier i medierne om branchen og jævnlige licitationer er dagligt en kilde til udfordringer, som ejerne Ole Madsen og Per Jakobsen helst var foruden.

Det er ikke spor forkert at påstå, at Hørby Rute- og Turistfart ligger lunt i svinget. Firmaet vil gerne være kendt for kvalitet i opgaveløsningen og stabil drift. Det kan dog ind imellem være ”hard to be a Rutebilmand” med en følelse af, at man står med ryggen helt op mod den store port ind til busgaragen.

Presset hverdag
Ole Madsen og Per Jakobsen har kørt parløb siden 1985, hvor de overtog forretningen efter Pers far Børge Jakobsen, der grundlage firmaet i 1970. De er begge enige om, at det bestemt ikke er blevet lettere at være selvstændige med egen vognmandsforretning. – Vi sagde i mange år til hinanden, at det nok bliver bedre, men det må vi erkende, at det er det bestemt ikke blevet, lyder det samstemmende.

Udviklingen indenfor branchen har ændret sig voldsomt. Tidligere havde et selskab en eller flere fast ruter, de var sikre på, til i dag, hvor de konstanter er under pres med licitationer, der afgøres på meget små marginaler.

Held i uheld
Det var netop sådan en licitation i april, der med et slag ændrede alt hos Hørby Busserne (som de hedder i daglig tale), da de fik besked om, at de ikke længere skulle køre fem faste ruter efter sommerferien. – Vi stod pludselig i den situation, at vi ikke længere havde opgaver til fem af vore busser med tilhørende chauffører, forklarer Per: Held i uheld var det for os, at City-bus i Hjørring gik konkurs, for det betød, at vi i maj fik tilbudt en række ruter herfra. Vi sagde naturligvis ja tak, selv om det i første omgang kun var for et par måneder, og heldigvis endte det med, at vi fik tre af fire ruter for de næste to år.

Selskabet investerede i tre nyere busser, der også er forsynet med sikkerhedsseler og partikelfilter, som endnu ikke er et krav. – Vi vil gerne være på forkant med udviklingen, forklarer Ole Madsen.

Uheldige historier
Flere uheldige historier i pressen har heller ikke gjort livet som vognmand lettere – de smitter af på resten af branchen. – Vi oplever tit, at der bliver stillet spørgsmål til, om nu bussen kan bremse, og en teknisk fejl på en af vore busser kan hurtig få en meget større betydning, end den reelt har, forklarer Per, der i det daglige har det mekaniske ansvar for busserne. Vi sætter en stor ære i, at være driftssikre, men selvfølgelig kan vi også opleve, at der opstår fejl på vores materiel, og det kan giver større bekymring hos passagererne end nødvendigt, på grund af det, de har hørt og set i medierne.

Et puslespil
Rutekørslen giver ikke nok timer til en fuldtidsstilling, og der er heller ikke meget ide i, at busserne står stille det halve af tiden. Hørby Busserne er også godkendt til turistkørsel og kan derfor bruges til anden kørsel end rutekørsel. – Vi er udfordret på, at det er de færreste, der kan leve af en halv løn, og vi vil også gerne have vores busser ud og køre, så der ligger et stort benarbejde i at få de ledige perioder fyldt ud med opgaver, fortæller Ole som endnu et eksempel på, hvor stort et puslespil det er at drive selvstændigt vognmandsfirma. – Vi kører gerne med skoleklasser eller børnehaver, når de skal ud af huset, det kan også være sportshold eller lign.

Hørby Busser har seks busser og en turistbus, som dagligt kører forskellige ruter. Derudover har de opgaver i Skagen i f. m. krydstogtskibene. Turistbussen kører fortrinsvis i Danmark med selskaber og foreninger, men der er af og til også turer til udlandet.

Så hjulene på bussen kører rundt, rundt….

Hørby Rute- og Turistbusser
Grundlagt 1970 af Børge Jakobsen
Siden 1985 ejet af Ole Madsen og Per Jakobsen
Seks busser + en turistbus
Kører rute- og skolekørsel: Dr.lund/Hørby –
Torslev Skole – Stensnæsskolen – Hjallerup/Fr.havn.
Ruterne: 278, 409, 414, 73, 74,273, 274 og 973x
Tre faste chauffører og tre afløsere

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion