d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Vi skal behandle ressourcerne på en anden måde

9. oktober 2018 - kl.8:58 - af:

Klima_600x250

”Hvordan hænger de fremtidige globale perspektiver sammen med de nationale perspektiver? Og hvordan hænger de nationale perspektiver sammen med lokale perspektiver?

Med disse spørgsmål indledte Clement Kjærsgaard Frederikshavn Kommunes klima- og miljøfestival.

Til at give et kvalificeret bud på, hvordan vi skal håndtere klimaudviklingen var indbudt tidligere EU-klimakommissær og minister for FN’s klimakonference, Connie Hedegaard.

Connie Hedegaard konstaterede, at der i 2018 er slået et hav af globale varmerekorder, samtidig med, at vi brænder for meget kul og gas af.

”Indholdet af CO2 i luften stiger. Vi har travlt med at gøre noget, og det nytter, at Danmark går i front,” løs det fra Conni Hedegaard, som opfordrede til, at vi gør os fri af fossile brændstoffer, for væksten giver pres på ressourcerne.

Vækst på en anden måde
Vi må skabe vækst på en anden måde i fremtiden. De voksende økonomier må tage et medansvar. Vi må have en mere integreret model og fjerne os fra snæver ”silotænkning”.

”Selv om vi i Danmark allerede har flyttet os en del, skal vi skabe mere vedvarende energi og få styr på lagringen heraf,” fastslog Connie Hedegaard. Hun påpegede, at der installeres masser af vedvarende energi på globalt plan.

”I Danmark er vi ikke verdensmestre i at få omlagt vores transport. Vi må tænke væk fra forbrændingsmotoren over i noget helt andet. Eksempelvis har VW besluttet over 5 år at investere 250 milliarder kr. i at udvikle nye elbiler. Hun slog til lyd for, at ”det skal koste noget at gøre det forkerte”.

Regne i livscyklus
Connie Hedegaard Vi – og dermed samfundet – skal i langt højere grad regne i livscyklus i stedet for i, hvad der er billigst her og nu. Vi skal bevæge os fra en lineær til en mere cirkulær måde at tænke på; her ligger der enorme muligheder for indtjening.

Det blev understreget, at virksomhederne skal levere innovation, og befolkningens adfærd er en meget vigtig medspiller. 

Økologisk fodaftryk
”Hvad er det for et økologisk fodaftryk, vi hver især har?” spurgte Connie Hedegaard og fortsatte: ”I stort og småt oplever vi lidt af et paradigmeskifte inden for den mad, vi spiser.”

”Vi er nødt til at handle på den viden, vi har. Hvis vi gør det klogt og med omtanke kan vi nå lant. Skal vi ikke prøve at komme de virkelig ubehagelige konsekvenser i forkøbet, lød det afslutningsvis fra Connie Hedegaard.

Vinderdagsorden på alle fronter
”Det her er en vinderdagsorden på alle fronter!” Meldingen kom i den efterfølgende klima- og miljødebat fra præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding . Hun slog endvidere fast, at der i dag spores en stigende bevidsthed om klimaet.

”Borgere, politikere og erhvervsliv har i treenighed et stort fælles ansvar for klima- og miljøudviklingen, og jeg mærker en stigende grøn bevidsthed, hvor man samtidig sikrer en hensigtsmæssig infrastruktur,” sagde Maria Reumert Gjerding.

Energi som vækstmål
Borgmester Birgit Stenbak Hansen (A) pegede på, at Frederikshavn i mange år har været energikommune: ”Vi prøver i den kommunale planlægning at tage højde for klimaudviklingen, og et af kommunens 4 vækstmål er energi, hvor vi arbejder målrettet på at gå fra sort til grøn energi.” Hun anførte, at der dog kan være dilemmaer i, om befolkningen altid vil være parat til at gå ”all in”, når det kommer tæt på én og nævnte som eksempler placering af biogasanlæg og vindmøller.

Anders Broholm (V) fandt det positivt, at klima og miljø står højt på dagsordenen. Han slog fast, at ”mange heroppe har brug for bil, så når der tales transport på en anden måde, skal vi sikre os, at vi heroppe ikke bliver hægtet af. Vi kan ikke bare smække afgifter på fly. Det betyder meget andet for os end for folk i København.”

Leder af Energibyen, Poul Rask, sagde, at man har som vision, at Frederikshavn Kommune er en rollemodel for resten af Danmark – ja, for resten af verden – ”at vi virkelig træder i karakter”, og havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen forklarede, at havnen indtænker klima- og miljøudvikling rigtig meget.

Klima- og miljøkonferencen var kommet i stand via et samarbejde mellem Frederikshavn Kommune, Lilleskolen for Voksne, AOF, LOF, DOF, FOF Vendsyssel, Nordjyske Bank og Forsyningen.

Konferencen tiltrak så mange tilhørere på biblioteket i Frederikshavn, at der i hast måtte skaffes flere siddepladser.

Tekst og fotos: Per Rye

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion