d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Clasens Gård står smukt efter endt renovering

7. september 2018 - kl.0:01 - af:

Clasens gaard

Sidste penselstrøg er efterhånden ved at tørre efter en gennemgribende renovering af den historiske Clasens Gård i Algade 3 i Sæby.

Den nymalede gule facade står flot ud mod Algade efter de seneste måneders renovering af den historiske bygning i Sæbys gamle bykerne.

Vi er så småt ved at være i mål med renoveringen og kan glæde os over et virkelig flot resultat. Murværket er sammen med facade, kviste og vinduer blevet malet og repareret på både hovedbygningen og sidebygningen, hvor Byhistorisk Arkiv bor – og også port-gennemgangen inklusiv begge porte er nymalede i originale farver, siger Jens Andersen, Ejendomscenteret, Frederikshavn Kommune.

I løbet af efteråret bliver gulvbelægningen i port-gennemgangen også skiftet ud og som prikken over i’et kommer der nye postkasser op.

Det originale udtryk toner frem
Under renoveringen stødte Malermester René Pedersen, som har forestået malerarbejdet, på flere små overraskelser undervejs. Det var eksempelvis nødvendigt at afrense begge porte for mange lag af afskallet maling – og her viste det sig, at dørene i porten ikke oprindeligt havde de brunlige og lyse farver, men derimod var blå og lysegrønne.

Portene har igen fået de farver, som de havde for mange år tilbage. Det samme gælder siderne på tagkvistene, som under tidligere renoveringer er blevet malet gule. Det var simpelthen ikke muligt at rense hele den gule maling af, så den oprindelige zink trådte frem, men i stedet blev der udviklet en maling, som fuldstændig ligner zink – og det betyder, at vi nu har fået det oprindelig udtryk frem igen, siger Jens Andersen, Ejendomscenteret, Frederikshavn Kommune.

Foruden Malermester René Pedersen, har Bakkemuren, Østervrå og Hugo Petersen & Søn forestået renoveringen af Clasens Gård i Sæby.

En kommentar til: “Clasens Gård står smukt efter endt renovering”

  1. Karsten Munk den: 7 september - 2018 10:52

    Må jeg så bede om at kommunen hurtigst mulig fjerner grafitti på lysthuset ved Fiskerstien.

    Folk kan have deres holdning til landets love og politik, men her i Sæby skal vi ikke tolerere den slags utiltalende hærværk.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion