d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Grundejerforeningen Sønderklit: Kommunen har aldrig spurgt os!

20. august 2018 - kl.10:39 - af:

KLitten

Redaktionen har modtaget dette svar til sag om FDF lejer Klitten i Lyngså, fra Randi Højrup, Formand for Grundejerforeningen Sønderklit.

Vi ønsker udvikling og opbakning fra Frederikshavn Kommune til opførelsen af et moderne lejrcenter til afløsning af det gamle FDF center Klitten i Lyngså.

Næstformanden i Frederikshavn Kommunes Plan- og Miljøudvalg, June Menne (S) beskylder formændene for grundejerforeningerne i Lyngså området for ikke at have nogen holdninger og deres ører burde renses!

Udtalelsen kunne læses i Nordjyskes søndagsudgave den 19. august, som refererede fra det seneste møde i Plan- og Miljøudvalget, hvor en ansøgning fra FDF om tilladelse til at renovere og forny deres lejrcenter Klitten blev behandlet.

Som formand for Grundejerforeningen Sønderklit finder jeg det besynderligt, at der fremføres disse beskyldninger fra en politiker der er ansvarlig for Kommunens udvikling.
Selvfølgelig har vi en holdning, men Kommunen har bare aldrig spurgt os.

Min bestyrelse og jeg repræsenterer 300 sommerhusejere i området og vi finder det positivt, at der er nogle, der vil investere i bedre faciliteter. På foreningens generalforsamling i maj drøftede vi Klitten og her var der en klar positiv holdning og ros til projektet.

De anførte klagepunkter har fundet sted for flere år siden og der er ikke registreret støjende adfærd siden Klittens ordensreglement blev strammet op. Derfor har vi stor tillid til, at udlejerne forstår at administrere og håndhæve brugen af lejrcentret uden større ulempe for naboerne.
På samme måde synes vi det er glædeligt, at sommerhusejere forbedrer deres huse for at kunne tiltrække flere turister.

En del af formandshvervet er at lytte til vore medlemmer, så mine ører er renset. Derfor behøver der ikke at være hul hele vejen igennem!

Med venlig hilsen

Randi Højrup
Formand for Grundejerforeningen Sønderklit

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion