d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Drøn på i Minibyen på Solsbækvej i Sæby

10. juli 2018 - kl.8:15 - af:

Minibyen_600x250

Højsæsonen, hvad angår besøgende, er i fuld gang. Samtidig har minibyggerne travlt som aldrig før. Nye bygninger er kommet på plads, andre nybygninger er tæt på at være færdige, og der renoveres og repareres samtidig på fuld kraft.

Den udvidede åbningstid – hverdage kl. 8-16, lørdage kl. 10-16 – startede en uge før skolernes sommerferie, og slutter et godt stykke hen i august. I sidste uge fik guiderne, der tager deres tørn efter tur, for alvor travlt.

Og de har meget at vise frem. Et af de større byggerier i minibyen, Sæby Sømandshjem, er blevet færdigt og  sat ud tæt ved miniby-udgaven af Sæby Kirke. Der er tale om et meget flot byggeri, som beundres af de besøgende. I løbet meget kort, når det nødvendige gravearbejde er afsluttet, sættes sømandshjemmet på den helt nøjagtige plads i forhold til kirken og til det område, hvor minibyens havn på et tidspunkt etableres.

Et meget spændende og et af de helt storeprojekter er i fuld gang, nemlig opførelsen af Sæby Vandmølle. Fundamentet er støbt på stedet, og indendørs er man gået i gang med opførelsen af to af bygningsdelene i det store projekt. Fra vandmøllen skal der ske udgravning til Sæby Ås forløb fra vandmøllen på nordsiden af Algade ned til havneområdet.

Minibyen Sæby gælder Algade og Strandgade – byens to ældste gader – anno 1900 udført i størrelsesforholdet 1 til 10 – og nogle af de små sidegader, der støder til Strandgade.

En af disse sidegader er Vinkelvej. Når anlæggelse af ”vejen” om kort tid er klaret, står flere flotte færdigbyggede huse klar til at blive sat på plads. Selvom der er tale om relativt små huse, er de bestemt også beundringsværdige i miniby-udgaven.

Både indendørs i værkstedsbygningerne og udendørs har minibyggerne samtidig travlt med reparationer og restaurering af huse. Minibyen består efterhånden af omkring 150 bygninger, hvoraf de første så dagens lys efter minibyens start i år 2000. Husene står udendørs året rundt, så tidens tand gør naturligvis, at det bliver nødvendigt med reparationer. Enkelte af de større byggerier har været medtaget i så høj grad, at man har valgt at genopbygge dem fra grunden. Det kan minibyens gæster så studere i værkstedet.  Her arbejdes der mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 8 til 12 året rundt. Kun en måned tid fra midt i december er værkstedet lukket.

Mens de større reparationsarbejder og restaureringer foregår indendørs foretages rigtig mange reparationer, først og fremmest maling, på stedet udendørs.

Den hektiske aktivitet betyder, at alle de godt en halv snes minibyggere i øjeblikket har så travlt som næsten aldrig før.  Men de nyder arbejdet, og alt sker som bekendt på frivillig basis.

 

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion