d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Væksten fortsætter for SMV’erne i Frederikshavn Kommune

6. juli 2018 - kl.0:36 - af:

MBP kopier

Rådgivning- og revisionsvirksomheden BDO’s nye og omfattende analyse SMV Barometret viser for andet år i træk fremgang for landets mindre og mellemstore virksomheder. Med en gennemsnitlig omsætnings- og overskudsstigning i 2017 på henholdsvis 1,7 % og 0,8 % præsterede SMV’erne i Frederikshavn Kommune endnu engang en positiv fremgang. Dog en anelse under landsgennemsnittet.

Michael Bæk Pedersen, Partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Sæby siger: ”Det går rigtig godt for de mindre og mellemstore virksomheder i Danmark. Vores analyse viser, at de to seneste regnskabsår måske har været de bedste nogensinde. Også de lokale virksomheder her i kommunen bygger videre på de gode resultater fra sidste års barometer.”

Status på landsplan
SMV-virksomhederne i Danmark har det godt. Måske bedre end nogensinde. De tjener gode penge og er optimistiske for fremtiden. De mindre og mellemstore virksomheder har i 2017 løftet deres omsætning gennemsnitligt med 5,6 %. Herudover lykkedes det SMV’erne at hæve deres overskud med 6,7 %. Deres soliditetsgrad udgjorde ved årets udgang 39,9 % mod 35,5 % året før. På et år, hvor den nationale inflation lå på omkring 1 %, er det en særdeles positiv udvikling. Således fortsætter de gode tendenser fra sidste års barometer, hvor SMV’erne ligeledes kunne registrere en positiv fremgang.

Sammenholdes tallene for de seneste to år med de to foregående år, sættes udviklingen for alvor i relief. SMV’erne har vendt et fald i den gennemsnitlige omsætning på knap 2 % i 2014 og en minimal stigning på bare en halv procent i 2015 til en imponerende omsætningsstigning på sammenlagt 11,5 % for 2016 og 2017.

Uafgjort blandt provinsbyerne
I 2017 var der ikke nogen entydig vinder i provinsmesterskabet mellem SMV-virksomhederne i Odense, Aalborg og Aarhus Kommuner. Odense indtager for andet år i streg podiets øverste trin, når det gælder udvikling i omsætning. De præsterede en stigning på 8 %. Til gengæld oplevede de den laveste fremgang i overskud med 4,4 %. Bedst til at vækste på bundlinjen var virksomhederne i Aarhus Kommune med 7,4 %. De var til gengæld dem, der hævede deres omsætning mindst med 4,7 %. Virksomhederne i Aalborg Kommune indtager andenpladsen i begge kategorier med en gennemsnitlig vækst i omsætningen på 6,7 % og i overskuddene på 5,9 %.

Ansvaret for de unge er stort i Frederikshavn Kommune
Blandt SMV’erne i Frederikshavn Kommune forventer 66,7 % ikke at ansætte nye medarbejdere i 2018. Landsgennemsnittet er 60,9 %. Til gengæld udviser virksomhederne stort ansvar over for den yngre generation af arbejdskraft.

På spørgsmålet ”Min virksomhed har et samfundsansvar for at hjælpe med at skaffe beskæftigelse til unge uden praktikplads,” svarer hele 53,2 % således ”ja”. Til sammenligning er det kun 42,6 % af Hovedstadens virksomheder, som føler sig forpligtet til at skaffe de unge jobs.

Flertallet ønsker stadig at få lempet de administrative krav
Sidste år mente knap 60 % af de danske SMV’er, at den væsentligste faktor for at skabe et bedre erhvervsmiljø var, at de administrative byrder blev lempet. Noget tyder dog på at SMV’erne ikke har fået deres ønske opfyldt, for i årets barometer var andelen steget til 65 %.

”Efter at EU-Persondataforordningen indtrådte, har de erhvervsdrivende skullet forholde sig til flere og nye administrative krav, til trods for at SMV’erne også i sidste års barometer gav udtryk for, at de administrative byrder var for tunge. Naturligvis er ønsket om lavere selskabs- og personskat også til stede, men det at få gjort reglerne mere gennemskuelige og smidigere, det må der kunne skabes politisk flertal for,” siger Michael Bæk Pedersen.

SMV står for:
Danmarks Statistik definerer ”SMV’er” som små og mellemstore virksomheder, der har færre end 250 fuldtidsansatte.

Om SMV Barometret
Det er syvende år i streg, at BDO udarbejder og udsender SMV Barometret. Rapporten er bygget på omfattende data fra BDO’s kunder, herunder 27.000 regnskaber og spørgeskemabesvarelser SMV’er fra hele landet. Dermed giver SMV Barometret et af de mest aktuelle, detaljerede og velunderbyggede indblik i, hvordan de danske SMV’er har det netop nu.

Læs hele SMV Barometret her og arbejd selv med tallene her https://smvbarometret.dk/

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion