d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Kunsten giver den indre ro på Mariested

12. juni 2018 - kl.14:54 - af:

OW4C5187_600x250

På trods af fysisk og psykisk sygdom, har snart 70-årige Lenie Hovgaard Mathiasen bevaret evnen til- og glæden ved at male. Med hjælp fra personalet på den psykiatriske boform Mariested i Sæby, giver kunsten hende den indre ro og daglig glæde.

– Nogle gange giver en blanding af farver uanede resultater, når jeg er i det humør. Andre gange går jeg direkte efter en inspiration jeg har fået fra mine forbilleder i kunstens verden, fortæller Lenie Hovgaard Mathiasen. Hun har nu boet snart 5 år på den psykiatriske boform Mariested i Sæby, hvor hun kom til efter det hun selv betegner som ”en større psykisk krise” i hendes liv. Den krise blev der taget hånd om, og Lenie er nu vendt tilbage til hendes yndlingsbeskæftigelse – at male. Noget hun ellers aldrig troede hun kunne komme til igen.

Farverne kom ud og smerterne gemt væk
Historien om Lenie og farverne starter for år tilbage, hvor Lenie til sidst måtte opgive en karriere på arbejdsmarkedet på grund af en dårlig ryg. Smerterne ville ingen ende tage på trods af flere operationer. Smertestillende piller hørte gennem længere tid til dagens orden, lige til den dag hun fik en malerkuffert af sin mand i gave.

– Først blev det til nogle mærkelige streger på papiret. Senere tog motiver form på lærredet. Det mærkelige var at smerterne aftog i takt med at der kom flere farver på motivet, husker hun.

En læge på et sygehus forklarede Lenie, at den menneskelige krop i visse situationer er i stand til at aktiverer et stof der lindrer smerter. Det var sandsynligvis det der skete når Lenie havde penslen i hånden og var stærkt koncentreret om farvernes verden.

Siden blev det til en række udstillinger og positive omtaler i aviserne. Det blev også til eget galleri og en såkaldt ”sølvbryllupsudstilling” i fødebyen Brønderslev.

– Den udstilling betød virkelig meget for mig. Det var dels min udstilling nummer 25 på to år, deraf navnet, og så var det en udstilling i min fødeby. Det havde været svært at komme ind i min fødeby, men det blev trods alt til tre udstillinger, hvoraf den ene var sølvbrylluppet.

Recovery er vigtig og mulig
Senere kom den psykiske sygdom til og Lenie Hovgaard Mathiasen pakkede malerkassen væk og regnede ikke med nogensinde at pakke den ud igen. Det blev dog heldigvis anderledes.

I takt med at Lenie fik det bedre ved at flytte til Mariested, fik hun mere og mere lyst til at genoptage maleriet.

– At jeg er startet igen giver mig den indre ro og megen glæde, fortæller Lenie, der også har et par værker udstillet på Mariested. De andre beboere lægger tit vejen forbi Lenies ”værksted”, og så bliver det helt naturligt til en snak og en bedømmelse af de seneste værker.

I følge Jette Pedersen, der er en af Lenies kontaktpersoner på Mariested, er det Lenie oplever en recovery-proces, der er så vigtig ved psykisk sygdom. Recovery betyder at komme sig, og det har Lenie til dels formået via maleriet. Livet er blevet værd at leve trods sygdom og der er kommet indhold og glæde i dagligdagen. – Recovery er et mål vi hele tiden har for øje her på Mariested, fortæller Jette Pedersen.

En drøm om at udstille igen
Lenie får som tidligere nævnt inspiration mange steder fra. Men skal hun nævne en favorit er det Monét, som hun er meget fascineret af. Især hans såkaldte Åkandeperiode.

Lenies store drøm er at komme til at udstille igen. Og med hjælp fra personalet på Mariested, skal det nok lykkedes en dag. Det er hun overbevist om.

Tekst: Michael Cargufeldt
Foto: Maria Borup

OW4C5226 kopier

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion