d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Nordjyske Banks aktionærer siger ja til fusionen

7. juni 2018 - kl.18:41 - af:

nordjyske_bank_general_600x250

På Nordjyske Banks ekstraordinære generalforsamling i dag den 7. juni blev der givet et overbevisende ja til fusionen med Ringkjøbing Landbobank med en opbakning fra hele 97% af aktionærerne.

Danmarks stærkeste lokalbank
Med fusionen skabes Danmarks stærkeste lokalbank, hvor aktionærerne får mulighed for at være med på den videre rejse og få del i den fremtidige værdiskabelse.

”Det glæder os, at opbakningen til fusionen var så overbevisende. Vi er overbeviste om, at vi i den fusionerede bank vil kunne skabe ny vækst og endnu mere værdi for vores aktionærer, kunder og lokalsamfundet i det hele taget”, siger bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Mads Hvolby.

Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank har samarbejdet på en lang række områder i mere end 25 år og driver bank ud fra en forretningsmodel, der meget ligner hinanden – nemlig med det lokale og kunden i centrum.

”Det betyder, at det på alle måder bliver nemt for vores kunder. Vores to banker benytter samme IT- systemer, så alle kundernes kontonumre, depotnumre og betalingsaftaler kører uændret videre. Det samme gælder selvfølgelig pinkoder, passwords og nøglekort til Netbank og Mobilbank”, siger bestyrelsesformand i Nordjyske Bank, Mads Hvolby.

Nordjyske Banks stærke brand og lokale forankring videreføres
Nordjyske Bank har over årene opbygget et stærkt ”brand” i Nordjylland, som kunderne forbinder med høj kvalitet og den bedste kundeservice blandt bankerne i vores område. Efter fusionen vil Nordjyske Bank- navnet blive fastholdt og vil fremover fortsat være at finde på bankens bygninger, i afdelingerne og på materiale fra banken. Samtidig vil faklen i Nordjyske Banks logo være det nye fælles logo i den fortsættende bank.

”Det er netop et vigtigt element, at vi bevarer den tætte lokale forankring og nærhed til kunderne i Nordjylland gennem hele vores afdelingsnet og specialafdelinger inden for både landbrug og fiskeri. Så for vores kunder vil samarbejdet med banken fortsætte, helt som det plejer. De vil blot være kunder i en endnu stærkere bank, som vil kunne tilbyde flere produkter og endnu bedre rådgivning. Vi vil også videreføre vores store engagement i det nordjyske idræts- og kulturliv og støtte op om de mange aktiviteter, der bidrager positivt til vores lokalsamfund”, siger Mads Hvolby.

Nordjyske Banks repræsentantskab er også en vigtig del af den lokale forankring. Det vil blive videreført i den nye bank, hvor Nordjyske Bank får 12 ud af 39 pladser. Samtidig får hele Nordjyske Banks hidtidige repræsentantskab plads i et nyt lokalråd for Nordjylland. Der vil også fremover blive afholdt lokale aktionærmøder i Frederikshavn, Hjørring og Nørresundby, så aktionærerne kan møde ledelsen lokalt, stille spørgsmål og gøre deres indflydelse gældende.

Nordjyske Bank bliver repræsenteret i den fremtidige bestyrelse med tre ud af otte medlemmer, og bankens nuværende bestyrelsesformand, Mads Hvolby, bliver en af to næstformand i Ringkjøbing Landbobank.

Også i den daglige ledelse vil Nordjyske Bank blive talstærkt repræsenteret, da bankens nuværende administrerende direktør Claus Andersen og viceadministrerende direktør, Carl Pedersen, vil blive en del af den fire mand store direktion med Ringkjøbing Landbobanks nuværende administrerende direktør, John Fisker, som administrerende direktør.

”Det er en optimal ramme for, at vi i den nye bank kan bygge videre på de to bankers respektive styrker og kompetencer – og samtidig udnytte vores fælles styrke til at nå nye mål og skabe endnu mere værdi til vores aktionærer, kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, vi er del af”, afslutter Mads Hvolby.

Den nye bank vil have et samlet indlån på 36 mia. kr., et udlån på 31 mia. kr. og herudover et samlet formidlet realkreditlån på 38 mia. kr. Moody’s – der bedømmer bankers kreditværdighed – har netop offentliggjort en ny kreditvurdering af den fusionerede bank. Her fastslår de, at den nye bank vil have en kreditværdighed på niveau med de bedste i Danmark.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion