d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Debat-café skal skabe integration: Frivillige søges!

12. maj 2018 - kl.10:13 - af:

frivillige

Hvem vil give en hånd – og gang snakketøj – til en ny debat-café, der opfylder et behov for at tilflyttere kan mødes – og tale dansk? Café Tirsdag er navnet, og alle er velkomne. Formålet er samvær, samfundsviden – og snak

Der er kaffe på kanden, mange sprog i luften og netværk i støbeskeen, når den nye Café Tirsdag – som navnet mere end antyder – hver tirsdag afholdes på Frederikshavn Bibliotek. Tilflyttere, fra den ene ende af kommunen til den anden, både danskere og udlændinge, mødes for at udvide kredsen, horisonten og fx kendskabet til det lokale foreningsliv. For Café Tirsdag er et mødested, der sætter forskellige emner på programmet, så debatten kan gå, lige så livligt, som forsamlingen ønsker det. Caféen er en udspringer af den populære Café Danish, som også er for tilflyttere, der vil øve sproget sammen med danskere, og som også foregår på Frederikshavn Bibliotek (men om torsdagen). Til Café Tirsdag er målgruppen enten flydende eller bedre til dansk, og parat til café-samvær og arrangementer, med store emner og debatskabende oplæg. Målet er at tilflytterne får skabt sig et netværk, der fastholder dem i lokalområdet.

”Jo mere vi gør for at integrere tilflyttere, jo større er muligheden for at folk bliver boende. Derfor vil vi gerne skabe et debatforum, der bruger seriøse emner til at lette integrationen. Det er jo alle mulige slags mennesker, fra højtuddannede til studerende, danskere, udlændinge, yngre og ældre, men fælles for dem er, at de vil hjælpe hinanden og gøre hinanden selskab i de to timer, som Café Tirsdag varer – og måske knytte venskaber – for at styrke fællesskabet i Frederikshavn Kommune. Hensigten er, at de fremmødte skal forbedre deres ordforråd samtidig med at de får inspiration med hjem om emner fra fødsel til grav,” siger Erik Grandt Hansen, der sammen med Ann Brandstrup er initiativtagerne til Café Tirsdag.

Kom og snak
Café Tirsdag samler mange mennesker ad gangen, og mangler derfor frivillige, der taler dansk, og som vil deltage i arrangementet, når det er muligt:

”Vi er deltagere fra fem kontinenter, og vi leder efter frivillige med et åbent sind. De skal være interesserede i at involvere sig og snakke, og fx rette forkerte udtaler eller yde konkret hjælp med forberedelse til Danskprøven. Det eneste det kræver er, at man kan om tirsdagen mellem 16 og 18, ” siger Erik Grandt Hansen, og tilføjer:

”Man bliver grebet af det, når man først har været der en gang. Det lover jeg.”

Til næste Café Tirsdag er der oplæg om foreningsliv og frivillighed i Frederikshavn Kommune. Det planlægges fra gang til gang ud fra efterspørgsel, hvad der kommer på programmet. Hvis man er interesseret i at være frivillig, deltage i caféen eller holde oplæg kan man enten møde op på Frederikshavn Bibliotek, hver tirsdag mellem 16 og 18. Eller ringe til Erik på 20529313 – eller Frederikshavn Kommunes bosætningskonsulent, Almina Nikontovic på 6019 6971

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion