d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Højt aktivitetsniveau i den lokale Hjerteforening

12. april 2018 - kl.5:03 - af:

hjerte inds_600x250

Mandag den 16. april vil Hjerteforeningen Sæby i samarbejde med Sundhedshus Sæby på Sæbygaardvej tilbyde en ny aktivitet. I tidsrummet kl. 9-12 sættes der fokus på hjertesundhed og forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme, hvor folk tilbydes at få målt deres blodtryk, og alle er velkommen til at kigge forbi.

”Hvert år diagnosticeres alt for mange med for højt blodtryk. Mød op og få inspiration til, hvordan du med en sund livsstil kan forebygge udvikling af en hjertekarsygdom fx gennem sund levevis og fysisk aktivitet. Få en snak om rygestop og få en kuliltemåling, eller du kan møde en diætist og få viden om hjertesund kost eller få målt dit blodtryk,” lyder opfordringen fra formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo, og sygeplejerske i Sundhedshus Sæby, Stine Bæk Sørensen.

Hjerteforeningen lancerer nu på landsplan et nyt initiativ i form af ”GIV LIV”. Der er tale om et kursus, som på ½ time sætter deltagerne i stand til at give hjerte-lungeredning, kunstigt åndedræt samt få kendskab til brug af hjertestarter og tilkaldelse af professionel hjælp fra 1-1-2. Kurset er gratis og tilbydes bl.a. klubber, foreninger, arbejdspladser m.v. De første instruktører rundt i Danmark er uddannet. Der bliver et instruktørkursus i Frederikshavn i weekenden 15.-16. september. Interesserede kan kontakte Merethe Gaardbo på tlf. 25271204 og høre nærmere, ligesom der kan læses meget mere om foreningens aktiviteter på www.saeby.hjerteforeningen.dk

Hjerteforeningen Sæby er helt klar til at være med i den store landsindsamling søndag den 22. april, hvor de indsamlede midler primært går til forskning inden for hjerte-kar-sygdomme. Både i Sæby byområde og i visse dele af oplandet vil indsamlere gå rundt.

”Vi håber rigtig meget, at folk vil tage godt imod vore indsamlere, og vi siger på forhånd mange tak for ethvert bidrag – stort som lille,” udtaler Merethe Gaardbo. Der er endnu ledige ruter, som gerne ønskes besat. Vil man hjælpe til, kan tilmelding ske på tlf. 25271204.

Tirsdag den 24. april afvikler Hjerteforeningen Sæby en ”natur-tur” på Hjertestien i Gybels Plantage med start fra Kjeldgaardsvej i Sæby under temaet ”natur – motion – hjerte”.

Der er start kl. 19,00 og undervejs fortæller naturvejleder ved Frederikshavn Kommune, Bo Storm, om dyrenes hjerter, og hjertesygeplejerske Stine Bæk Sørensen, Sundhedshus Sæby, fortæller om menneskets hjerte. Efter turen vil Frank Zenas fra ”Pedersholt” i Try byde på sunde smagsprøver fra sin produktion af øko-saft. Det er gratis at deltage, og der kræves ikke tilmelding forud; man møder bare op.

Alle 5 onsdage i maj afvikler Hjerteforeningen Sæby i samarbejde med Sæby Motionscykelklub cykelture rundt i landskabet omkring Sæby. Der startes hver gang i tidsrummet kl. 18,30-19 fra broen over åen ved Sæby Havn. Man kan enten cykle efter et kort eller efter en indscannet QR-kode på sin mobiltelefon. Der bliver forskellige ture, og længden er fra ca. 15 km op til godt 30 km. Der køres 3 gange på en flad rute sydom Sæby (”nedenom og hjem”) og/eller 2 gange nordom Sæby på en bakkerute (”ovenom og hjem”).

Alle ture køres på asfalt og grus. Det foreslås, at deltagerne medbringer vand og cykelhjelm. Deltagelse er gratis. Man møder bare op med sin cykel. Første gang er onsdag den 2. maj.

 

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion