d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Alle skoler indbydes igen i år til Skole OL

13. marts 2018 - kl.5:58 - af:

skoleol_2017

Igen i år skal SIK 80 atletik afholde et lokalt Skole OL-atletikstævne. Det sker den 15. og 16. maj på Spar Nord Atletikstadion på Klostervænget i Sæby med deltagelse af massevis af børn fra Frederikshavn kommune, dog max. 1.000 elever.

Skole OL er OL i børnehøjde med fokus på samarbejde, sjov og sport for landets 4.-7. klasser. I foråret 2018 afholdes en lang række Skole OL-atletik Lokalstævner i hele landet, hvor eleverne kvalificerer sig til det store finalestævne i Ceres Park og Arena i Aarhus den 12.-15. juni 2018. Til finalen vil der være mere end 8.000 deltagere fordelt på de fire dage (en dag pr. klassetrin).

I Sæby afvikles det lokale Skole OL-atletikstævne den 15. og 16. maj. Den 15. maj for 4. og 5. kl. og den 16. maj for 6. og 7. kl. De lokale Skole OL-atletikstævner afholdes i samarbejde med atletikklubber under Dansk Atletik Forbund.

skoleol.dk kan man hente træningskoncepter med lektionsplaner, som kan tilpasses skolens rammer og faciliteter. Se: http://skoleol.dk/sportsgrene/atletik-2/

”Træningsmaterialet fra Skole OL-atletik egner sig rigtig godt til at etablere nogle idrætstimer for børnene, hvor vi skaber sammenhæng mellem skolen og foreningslivet. Og udsigten til at kvalificere sig til en spændende finaledag er et godt skridt på vejen mod at inspirere og motivere børn til at dyrke idræt. Mere idræt, bevægelse og i særdeleshed atletik skal nemlig ind folkeskolen. I SIK 80 glæder vi os derfor til at støtte op om dette arbejde til glæde og gavn for børn og unge i Frederikshavn Kommune”, udtaler Gunnar Møller Nielsen fra SIK 80.

 Tilmeld klassen til Skole OL-atletik nu
Tilmelding til Skole OL-atletik er i fuld sving og foregår på skoleol.dk. Lærere fra skoler i Frederikshavn Kommune skal oprette en profil for deres klasser og tilmelde sig Skole OL-atletik Lokalstævnet i Sæby. Pladserne fordeles efter ‘først til mølle’, så arrangørerne bag Skole OL-atletik anbefaler, at man tilmelder sig hurtigst muligt.

Gratis at være med
Deltagelse i Skole OL er gratis. Med hjælp fra Nordea-fonden, Tryg Fonden og Aarhus Kommune kan Skole OL afvikle atletikstævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for dem, der kvalificerer sig til finalestævnet. Konkret får finaledeltagerne betalt 2/3 af transporten til Aarhus. Frederikshavn Kommune har afsat en pulje penge til finaleklasserne.

 Sammenhold i fokus
OL er verdens største sportsbegivenhed og handler om, at folk fra hele verden mødes og konkurrerer i en masse idrætsgrene og samtidig fejrer venskab, fællesskab og fred mellem mennesker. OL handler meget om at tænke over, hvordan man er overfor hinanden. Det handler ikke kun om at vinde men også om at være med og mødes i sporten. Det kaldes den olympiske ånd.

Tilsvarende handler Skole OL også om sammenhold, og klasserne dyster netop som en samlet hold. Til Skole OL-atletik har alle elever mulighed for at prøve kræfter med Skole OL-disciplinerne løb, spring og kast. Skole OL har siden 2009 samlet tusinder af danske skoleelever til et kæmpe finalestævne i Aarhus med fest, farver og spændende konkurrencer.

Man kan læs mere om Skole OL på skoleol.dk

 

 

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion