d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Sæby og Sæby havn bør gå forrest

4. december 2017 - kl.0:54 - af:

laeserbrev_1_600x250

Kan vi gøre havnen i Sæby mere attraktiv for turister og skabe en unik havn? Jeg siger ja, det kan vi!

Hen over sommeren har jeg fået indsigt i det, der åbenbart er en gammel traver her i Sæby og Frederikshavn. Nemlig placeringen af Læsø færgen! Jeg blev interesseret i sagen og efterfølgende har jeg snakket med mange forskellige mennesker, jeg har mødt i Sæby og Frederikshavn. Både lokale og turister. Endvidere har jeg fulgt informationen om det nye havneprojekt, som blev fremlagt i august 2017.

I projektet tales der om en bred maritim palet af faciliteter på en renoveret og udbygget havn i Sæby til glæde og gavn for både lokale og turister. En palet, der skal tiltrække flere af de turister, som er gode for Sæby. Her var det at jeg fik en ide, som måske kunne hjælpe med at optimere hele planen om at tiltrække turister til byen, tillige med et par ekstra faciliteter til den maritime palet.

Hvorfor får Sæby ikke fat i et lille fartøj, som uden videre kan lægge til i Sæby og på Læsø? Et lille fartøj, som kan sejle et vist antal mennesker og cykler mellem Sæby og Læsø, når turisterne er her. Så ville der være oprettet en forbindelse, alle vil kunne leve godt med. Og Frederikshavn kunne beholde bilfærge ruten uden mere snak? Det ville gavne turismen og livet i både Sæby og på Læsø – og Frederikshavn skulle ikke afgive noget.

Der skal ikke laves meget om på havnen i Sæby, for at et lille fartøj med plads til turister incl. deres cykler kunne lægge til. Der skal ikke bygges ramper eller andet. Der behøves kun en stabil landgang! Det ville være nemt at få det lagt ind i de planer, der allerede er lavet.

Som det er nu, hvor cykel turismen boomer i Danmark, vil det være en god ide at være på forkant. Sæby kan gå hen og blive foregangs by for en aktiv og spændende måde at holde ferie på og på at bevæge sig rundt i Danmark på cykel.

Mange turister på camping i området ville benytte dette sejl tilbud – tillige med mange cyklende turister, som kunne tage med båden fra Sæby til Læsø og så tage bilfærgen retur til Frederikshavn., når de skulle videre nordpå mod f.eks. Skagen. Eller omvendt sydpå! Det burde være muligt at få et billetsamarbejde op at stå mellem Læsø færgen og et lille turist fartøj – uden at støde på stopklodser!

Samtidig kunne folk, der var på bilferie etc. på Læsø via Frederikshavn, let kunne tage på en dagtur til Sæby. Det tror jeg kunne blive et hit.

Samtidig kunne man lave forskellige overnatningsmuligheder til de cyklende (og sejlende) turister i eller på havnen i Sæby. Man kunne f.eks. bygge nogle smarte shelters på pæle i selve havnen. Bade- og toiletfaciliteter er der jo allerede – og bliver vel udbygget og forbedret. Det ville være en smart form for nytænkning i en dansk lystbådehavn.

Med en god reklamering i blade, magasiner og aviser etc. samt driftige, dygtige folk, som kan finde ud af at samarbejde til fælles bedste, kan det kun blive en succes.

Man kunne sågar få en lokal person med ombord (måske fra det lokale museum) til at fortælle om skiftevis Sæby og Læsø og svare på spørgsmål på turene frem og tilbage. Ved billetbestillingen kunne man tilbyde en Sæby sandwich til turen. MENY i Sæby har netop lanceret en sådan Sæby sandwich, en meget delikat og lækker smagsoplevelse. Disse sandwich kunne nemt leveres ved båden ved hver afgang.

Samtidig tror jeg at mange flere lokale ville tage en tur til Læsø nu og da. Havde vi haft en offentlig sejle mulighed fra Sæby til Læsø, havde jeg f.eks. besøgt øen for længe siden. Både alene og med mine gæster. Mon ikke også mine golf venner og jeg havde benyttet os af muligheden for nemt at tage over og spille en gang golf på Læsø’s dejlige bane.

Hvis man lavede ovennævnte, er jeg sikker på at det vil give positiv omtale i hele landet for ideens fremsynethed. Gratis reklame er ikke at foragte. Der er garanteret andre ting, der kan laves ifm. denne ide. Kom frem med dem og lad os vise at Sæby er byen, der tør gå forrest.

Ideen er gratis. Kun fantasien sætter grænser. Værsågod.

Uffe Simonsen, Bækken 16, 9300 Sæby
SMIL – det smitter

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion