d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Begejstrede forældre fik første rundvisning i Børnehuset

11. oktober 2017 - kl.7:33 - af:

IMG_0571

Mere end 60 forventningsfulde forældre mødte mandag aften op til forældremøde i Børnehuset Sættravej for at få første rundvisning i det nye hus, som efter efterårsferien skal danne ramme om deres børns hverdag.

De sidste småting er ved at være på plads inden den nye bygning skal stå klar til at tage imod de spændte børnehave- og vuggestuebørn mandag den 23. oktober. Fra inderst til yderst er det nye hus en helt særlig oplevelse, der fra idé til udførelse er skabt med tanke på at sætte liv i børnehusets pædagogiske profil.

– Vi har glædet os helt vildt til at byde forældrene indenfor i vores nye hus – og til at vise dem, hvor fantastisk det bliver for børnene at flytte herind. Vi har fået et hus, der understøtter vores pædagogiske arbejde med børnene, hvor natur, sundhed og den digitale virkelighed er i centrum – og det kan vi se og mærke overalt i huset, siger Gitte Pedersen, afdelingsleder på Børnehuset Sættravej.

Forældrene, der var mødt talstærkt op, viste også stor interesse for det nye hus, da de kom på rundtur i mindre grupper.

– Vi har ventet spændt, siden vi fik at vide, at der skulle bygges et nyt hus – og vores datter glæder sig. Børnene har jo kunne følge med i byggeriet hver dag – og derhjemme har vi også snakket meget om det. Jeg er virkelig imponeret over huset, akustikken herinde og den måde, naturen kommer til udtryk på, siger Morten Johansen, der er far til Lina på 5 år.

Se planterne gro, fugleæggene udklække og sæt naturen under lup
Det nye hus er blandt andet indrettet med et stort fælles køkken, hvor pædagoger og børn kan lave mad sammen, et orangeri og et kombineret natur-laboratorium og træværksted.

Orangeriet bliver udstyret med et særligt kamera med timelapse, som løbende tager billeder, der efter nogen tid kan sættes sammen til en film om, hvordan bær, blomster og planterne i orangeriet gror.

Natur-laboratoriet installeres med et mikroskop, som gør det muligt for børnene at undersøge små dyr og planter – og samtidig projektere billedet op på væggen, så alle kan komme helt tæt på. Redekasserne ude i træerne får indbygget et lille kamera, som via en Ipad eller telefon gør det muligt for børnene at se æggene klække ud og fugleungerne få mad.

Det nye hus er klar til at blive taget i brug mandag den 23. oktober – og der afholdes indvielse af huset den 8. november.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion