d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Kom på havebesøg i stor have nær Jydske ås

12. august 2017 - kl.12:50 - af:

Have_600x250

Rita Levorsen fra Brønden/Dybvad lader havelågen stå åben den 19. og 20. august, hvor alle interesserede er velkomne til at kigge ind. Arrangementet er en del af det landsdækkende event ”Åben Havelåge”, hvor sprøjtegiftfrie haveejere viser deres have frem for at inspirere andre haveejere til at dyrke haven giftfrit. Hun håber, at rigtigt mange vil kigge forbi og få en god snak om havelivet.

Haven på Brøndenvej, er en lidt anderledes naturhave på 1400 m2, med mange sten og klipper.
Inspirationen til klipperne stammer fra Bohuslän i Sverige.

Der er enkelte frugtbuske, frugttræer og forskellige stauder udover en hel del krydderurter, bunddækkende planter og klippeplanter. I haven er der lagt vægt på, at der skal være plads til alle, fugle, insekter og andre dyr, samt at den er så naturlig som mulig.

I naturen er der ingen bar jord ret længe af gangen, derfor er bedene heller ikke fint revne, med enkeltstående planter. I stedet er så meget som muligt dækket af bunddække, sten og klippeplanter.

Der er et lille plantesalg, med nogle af planterne fra haven.

Det er gratis at besøge haven, og det er tilladt at medbringe madkurv. Der er en del forskellige siddepladser i haven. Der er også mulighed for at købe kaffe/ te og vegansk rawfood kage med kokosfløde eller rawfood småkager.

Udover havebesøget, er der også mulighed for at kigge på kunst i galleriet, og besøge den omfattende sten-udstilling med mineraler og halvædelsten samt smykker.

Der tages en lille entre, ved besøg af stenudstillingen, men det er gratis at kigge kunst.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Landsforeningen Praktisk Økologi, der sammen står bag ”Åben Havelåge”, som led i projektet Giftfri Have.

Overalt i landet holder haveejere havelågen åben i weekenden den 19.og 20. august for at vise deres giftfrie haver frem. Eneste krav til haveejerne er, at deres have skal være tilmeldt Giftfri Have, og der ikke må tages entre. Derudover er der ingen krav, og haveejerne kan derfor være både nybegyndere og garvede, selvforsynende med grøntsager eller rosenentusiaster.

Formålet med ’Giftfri have’ er at hjælpe haveejere med at holde haven uden gift. Efter mange år, hvor haverne er blevet nedprioriteret, er danskerne igen blevet haveglade, men mange mangler erfaring i og praktisk viden om, hvordan vi holder haven uden gift. Den lette løsning kan så være at gribe til gift, men det går ud over grundvandet og mangfoldigheden af vilde planter og dyr og menneskers sundhed. Hvis flere begynder at se haven som en symbiose af smådyr og planter, der bestøver hinanden og lever med og af hinanden, så kan haven ganske let dyrkes uden gift. Har man problemer med skadedyr i haven, skal man tiltrække nyttedyr til haven, som kan klare arbejdet for én, og i stedet for at bruge al sin tid på at holde staudebedet ukrudtsfrit, kan man sætte bunddække, der holder ukrudtet væk. Mangler planterne gødning, skal man holde sig fra kunstgødningen og i stedet hente kompost fra lossepladsen eller lave den selv. Det er de simple ting, som giver mere frodighed og bedre balance i haven og i naturen.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion