d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Ung iværksætter fra Sæby skifter USA ud med Frederikshavn

16. juni 2017 - kl.11:03 - af:

Filmproducent

20-årige filmproducent Philip Hoffmann Mørk har valgt at bygge sin iværksætterdrøm op i Frederikshavn efter at have produceret kortfilm i San Francisco og Los Angeles. Med produktionsselskabet Camago er han klar til at hjælpe virksomheder med reklamefilm.

Der emmer af liv og kreativitet på kontoret i Tankegang, når man træder ind på 3. sal i Midtpunkt 40. Centralt i lokalet sidder Philip Hoffmann Mørk, som er vendt tilbage til Frederikshavn kommune efter at have udforsket sin interesse og passion for filmkunst i USA. Han har lejet sig ind i det kreative miljø blandt grafiske designere, tekstforfattere og webudviklere. Med sig har han et kamera, en mikrofon, en computer og solide ambitioner.

– Siden jeg var helt lille har jeg være fascineret af filmkunst. Jeg havde altid kameraet med til familiefesterne, hvor jeg knipsede alt omkring mig. Selvom det ikke var alle familiemedlemmer, der var lige så begejstret for det, som jeg, siger Philip Hoffmann Mørk med et bredt smil.

Den unge iværksætter har specialiseret sig i film og video til virksomheders hjemmesider og sociale medier og arbejder med alt fra rekrutteringsfilm, testimonials og eventfilm. Ligesom han leverer idéoplæg og manus til nye film og videoer.

– Alle undersøgelser viser, at levende billeder brænder igennem. Ikke mindst hos de unge mennesker, som er begejstret for den levende kommunikation, der taler til flere sanser på en gang. Det er en vigtig ambition for mig, at Camago ikke kun fokuserer på at opfylde kundernes krav, men også på at få kunst ind i videoen, så det bliver en fornøjelse at kigge på, fortæller Philip Hoffmann Mørk, der netop har afsluttet en uddannelse som filminstruktør på New York Film Academy.

På trods af at andre større byer i Danmark måske kunne trække i en ung mand som Philip Hoffmann Mørk, så er Frederikshavn Kommune langt fra nogen afvej, når det kommer til iværksætteri. Hvis du spørger Philip Hoffmann Mørk, som nu bor i Sæby, som han også er opvokset i, er svaret nærmere: Tværtimod.

– Frederikshavn kommune har taget godt imod som iværksætter, og jeg oplever, at der er et stort marked inden for mit forretningsområde. Jeg har fået en vigtig støtte og sparring hos Erhvervshus Nord, som har hjulpet mig med strategi, salg og kundekontakt. Tanja (iværksætterkonsulent, red.) har stillet skarpt på nogle vigtige overvejelser i forhold til opstart af egen virksomhed. Ligesom hun har hjulpet mig med kontakten til Tankegang, som ikke kun har givet mig et skrivebord men også et inspirerende kollegialt miljø, siger Philip Hoffmann Mørk, som drømmer om en karriere som filminstruktør med eget crew.

Iværksætterkonsulent Tanja Jørgensen fra Erhvervshus Nord glæder sig over at se lokale kræfter støtte op om, at nye iværksættere ikke sidder alene.

– Det er fantastisk at opleve, at en virksomhed som Tankegang med stort engagement hjælper lokale iværksættere med et uvurderligt netværk ved at åbne op for et givende miljø, hvor der sparres på tværs af professioner, siger Taja Jørgensen.

Camago.dk er i luften – og Philip Hoffmann Mørk glæder sig til at sætte ansigt på nordjyske virksomheder.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion