d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Jens Hedegaard:
Udlicitering en balance!

15. juni 2017 - kl.10:23 - af:

JensHedegaardKristensen_600x250

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Byrådsmedlem Jens Hedegaard (A).

Alle Kommuner i landet udliciterer deres opgaver i en eller anden størrelsesorden. Frederikshavn Kommune er ingen undtagelse. Vi udliciterer på alle områder og i forskelligt omfang. Park&Vej og Forsyningsselskaberne har udliciteret rigtig mange af deres opgaver; især på anlægssiden, men også mange driftsopgaver. Omvendt har Kommunen også holdt fast i stadig, at have et beredskab i baghånden. Både af et velkvalificeret personale og materiel. Det gør Kommunen af den simple grund, at vi vil have fuld overblik og indsigt i den tekniske udvikling så vi til enhver tid kan løse opgaver der ikke med fordel kan udliciteres.

Tankegangen om udlicitering er ikke ny. Erhvervslivet gør det selv i vid udstrækning. Nogle gange går en udlicitering skævt og opgaven tages hjem igen. Det gælder hele tiden om at vurdere hvor langt rundt i verden vi skal sende opgaverne for at få dem løst bedst muligt, pris, kvalitet osv. Akkurat det samme gør Kommunerne og resten af det offentlige system.

Hvis du kører en tur rundt i Frederikshavn Kommune vil du se en masse anlægs-og driftsopgaver der bliver udført for Kommunen; især her i sommertiden. Langt størsteparten af arbejdet bliver udført af private. Det være sig Havnebyggerier, vand, kloak, varme, El, vejrenoveringer, Boligforeningerne (her har Kommunen også en finger med i spillet). Alt sammen for offentlige kroner som du har været med til at betale. F.eks. har Kommunen flere hundrede tusinde m2 bygninger der skal vedligeholdes. 95% af arbejdet bliver lavet af håndværkere udefra.

Politisk er der nogle der vælger at markere sig kraftigt på, at alt skal udliciteres. Det er i Socialdemokraternes optik ikke antal og mængde det handler om, men at lave en udlicitering på en så begavet måde, at Kommunen får løst sine opgaver på den bedste og billigste måde. Samtidig skal Kommunen have et beredskab så vi aldrig bringer os i den situation, at andre går ind og dikterer pris og kvalitet for os.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion