d. - 8. årgang
Kontakt os | Annoncering | Tip en nyhed | Skriv til "Ordet er frit"



Nellemanns Have får den ønskede servicebygning

30. marts 2017 - kl.8:19 - af:

Nellemann soen_600x250

Fællesskabende initiativer blomstrer blandt nordjyske ildsjæle. For fjerde gang har Realdanias Underværker-kampagne med held fundet frivillige projekter med stærk lokal opbakning. Nu er to nye nordjyske ’underværker’ udvalgt til støtte.

I Sæby vil lokale ildsjæle etablere en servicebygning i den 100 år gamle Nellemans Have. Projektet omfatter overdækkede bord-bænke-sæt, toiletfaciliteter og grovkøkken, som kan benyttes af skolebørn og havens øvrige gæster. Og i Gudum har et kulturhus været samlingspunkt og mødested for byen de seneste 70 år. Nu sætter frivillige kræfter huset gennemgribende i stand og omdanner det til et tidssvarende kulturhus med tilgængelighed for alle.

Sådan lyder idéerne fra den nordjyske andel af de i alt 18 projekter, som nu er klar til at blive til virkelighed med støtte fra Underværker – Realdanias kampagne for ildsjæle i det byggede miljø. Med økonomiske midler skal kampagnen understøtte ildsjæle i at føre deres idéer ud i livet – til gavn for den lokale livskvalitet.

Mødesteder i fokus
Overalt i landet knokler ildsjæle med at skabe mødesteder som ramme om aktiviteter og fællesskaber. Og med at bevare og udvikle den lokale bygningsarv og traditionelle håndværk. Med økonomisk støtte bidrager Underværker-kampagnen til, at passionerede ildsjæle kan gøre deres idéer til virkelighed.

”Det er altid en særlig glæde, når vi i Realdania kan være med til at bakke op om ildsjælenes indsats. De mange projektidéer vidner om sprudlende engagement, handlekraft og en stærk veneration for de lokalsamfund, som efterfølgende nyder godt af ildsjælenes hårde arbejde,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

Han tilføjer: ”I Realdania har vi gennem årene støttet mange projekter i Nordjylland, og det er som om, foretagsomheden blomstrer særligt her. De udvalgte nordjyske projekter vidner om, at der findes masser af engagerede, lokale kræfter, som står klar til at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø.”

Et bedømmelsespanel bestående af en række markante ildsjæle, iværksættere og eksperter bistod Realdania med udvælgelsen. De 18 projekter er valgt blandt i alt 69 ansøgere og støttes samlet med godt 7,7 mio. kr.

Ildsjæle kan stadig søge
Med Underværker har Realdania samlet afsat 45 mio. kr. til at støtte op om frivillige projekter i det byggede miljø. Projekterne vælges i en løbende proces over det næste år, og potentielle ildsjæleprojekter kan derfor stadig nå at byde ind. For at komme i betragtning skal man beskrive sit projekt på www.underværker.dk og demonstrere opbakning fra andre ved at samle ’likes’. Når et projekt har mindst 200 ’likes’ går det det videre til næste bedømmelsesmøde.

Læs om kampagnen og læs ildsjælenes egne beskrivelser af deres projekter på www.underværker.dk

Servicebygning i Nellemanns Have, Frederikshavn Kommune
Etablering af en servicebygning i byens historiske have, Nellemanns Have. Haven rummer Nordeuropas største samling af paradisæbler og har i over 100 år fungeret som samlingspunkt for hele byen. Bygningen får toilet- samt køkkenfaciliteter, som skal forbedre forholdene for skoleklasser og andre besøgende i haven.

Realdanias kampagne Underværker har målrettet støttet ildsjælenes arbejde siden 2011 – tidligere med særligt fokus på bygningsarven, men nu med støtte til alle slags projekter i det byggede miljø. Ildsjæle kan løbende søge om økonomisk støtte til deres projekter frem til udgangen af 2017.

Interesserede ildsjæle kan fortsat søge kampagnen om støtte ved at oprette en elektronisk projektansøgning på www.underværker.dk og dernæst demonstrere projektets lokale forankring ved at få mindst 200 til at vise deres opbakning på hjemmesiden. Når mindst 200 har tilkendegivet, at de støtter projektet, går det videre til kampagnens bedømmelsesudvalg. Her sidder:

  • Kristian Krog, kulturel iværksætter, Den ny Maltfabrik
  • Maria Kavita Nielsen, direktør i den socialøkonomiske virksomhed Mind Your Own Business
  • Signe Wenneberg, forfatter, klimaaktivist og kommunikationsrådgiver
  • Rune Kilden, iværksætter og byudvikler
  • Søren Hermansen, leder af Energiakademiet på Samsø
  • Christian Andersen, programchef i Realdania
  • Jens Böhme, sekretariatschef i Realdania

Den endelige beslutning om tildeling af støtte er foretaget af Realdanias direktion.

Skriv en kommentar......







- en Fotoclick, Sæby produktion

- en Fotoclick, Sæby produktion